Expert lukker i Sverige – Envision får Finland i stedet

Peter Engholm
25@mail.dk

Elektronikkæden lukker i Sverige, og det er koncernchefen tæt på at kalde godt – for det frigiver ressourcer til at udvikle konceptet yderligere i Danmark, Norge og Finland.

Glæden var stor hos Envision, da man for en måned siden blev nyt fælles nordisk reklamebureau for Expert-koncernen. Der var tale om en kraftig opgradering, idet man i forvejen blot var bureau på det danske marked.

Men nu lukker Sverige ned. Her har kæden kørt med store tab i en årrække, og nu er det slut. Selskabet er sendt i konkurs. Det er trist for mindst 800 svenske medarbejdere, men spørgsmålet er, om det også er skidt for koncernen – og for bureauet.

Koncernchef i Expert, Lars Christensen, forklarer:

”Jeg tiltrådte i begyndelsen af året, og jeg ville ikke begynde med at lukke Expert i Sverige ned, men derimod give det en chance. Sideløbende kunne vi se, at butikkerne i Danmark, Norge og Finland var så gode, at vi her har forbedret indtjeningen med 45 mio. kr. – penge, der imidlertid alle – og flere til – er kanaliseret til Sverige. Og det var endda ikke nok. Derfor har jeg indstillet til, at vi konkursbegærer Expert i Sverige.”

Han tilføjer:

”Jeg vil næsten kalde det for godt for Danmark, Norge og Finland. For det frigør ressourcer, og vi kan bruge penge på andet end at lukke hullet i Sverige. Vi kan udvikle og styrke konceptet. For Envisions vedkommende betyder det naturligvis et farvel til det svenske marked, men de får til gengæld Expert i Finland, så overordnet set får den svenske lukning ingen betydning for bureaurelationen.”