Extra generalforsamling skal melde DRRB ind i Danske Erhverv

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

En enig bestyrelse for bureauerne har besluttet sig. Danske Erhverv skal være det fremtidige fællesskab for foreningen, og det kan udløse mindst et nyt medlem.

Går det som ønsket af bestyrelsen, så vil Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening d. 28. oktober blive mindst et nyt medlem større.

På denne dag skal der være ekstraordinær generalforsamling i foreningen, hvor medlemmerne skal tage stilling til, om DRRB skal søge indlemmelse i Danske Erhverv.

En enstemmig bestyrelse anbefaler det, og bakker medlemmerne op, vil der ikke gå mange øjeblikke, før dialog-bureauet Responsive melder sig ind. Det fortæller adm. dir. Tomas Gorrissen. Også adm. dir. Steen Halbye, Halbye Kaag JWT har givet udtryk for, at han vil overveje en genindmeldelse, hvis DRRB bliver en del af Danske Erhverv.

Konstruktionen bliver, at DRRB vil fortsætte med at fungere som brancheorganisation med egen direktør og organisation, mens Danske Erhverv vil håndtere en lang række sekretariats-funktioner.

“En ting ligger fast: vi får adgang til en lang række ressourcer, som vi ikke har haft før inden for bl.a. arbejdsmarkedsmæssige og juridiske områder. De markedsføringsmæssige forhold vil vi fortsat selv tage os af, og ved at gå sammen med Danske Erhverv får vi udløst ressourcer til at gøre det muligt for os at hæve overliggeren på vores initiativer, som bl.a. handler om at profilere branchen, påvirke den politiske dagsorden og sikre anerkendelse for branchens værdiskabelse. Vores udgangspunkt for samarbejdet med Danske Erhverv har været, at 1+1 skal være mere end 2. Det skal ikke blive dyrere for medlemmerne. Det skal heller ikke blive billigere. Men de skal have mere for pengene”, siger DRRB’s formand, Jan Olsen.