Femhundredeogseksogfirs (586) venner på Facebook bringer mig ikke i nærheden af superligaen af netværkere, men nu orker jeg ærlig talt ikke at jagte flere mennesker. De sidste 100 er heldigvis kommet af sig selv. Og tak for det. The more the merrier.
Læsere, der fulgte med i min entre på det sociale netværk før jul i denne klumme, vil vide, at jeg uden blusel er gået efter at få etableret en samling af kendisser, semikendisser samt nogle, der bare en gang har gjort sig gældende i en eller anden sammenhæng.
Hensigten er ikke hemmelig, og formålet er klart. Jeg bringer mit navn i spil overfor så mange mennesker som muligt for at gøde jorden for min bogudgivelse.
At skulle udgive en bog uden at være kendt er bare op ad bakke. Og det minder en reklamedame som mig om, hvor vigtigt det er at etablere afsenderen af budskabet, inden man begynder at råbe op. En fase nogle annoncører og deres reklamebureauer stadig springer let hen over. De begynder bare at skrige deres produktfordele ud uden at præsentere sig først, hvilket ikke er særligt høfligt, men heller ikke særligt effektivt.
Et budskabs værdi afvejes altid med, hvem der taler. Hvis et notorisk fjols siger noget klogt, er der ingen, der lægger noget i det andet end en hovedrysten. Siger en nobelpristager det samme, er det straks en anden sag.
Lad mig omformulere det udsagn til noget mere nærværende: Siger den yngste kreative noget, smiler kollegerne hånligt. Siger den kreative chef det samme lidt senere, klapper alle i deres hænder.
Min simple logik går ud på, at jo flere, der i det mindste har set mit navn og mit fjæs og lidt af min profil, jo mere nysgerrige vil de være overfor bogen, når den endelig engang udkommer d. 27.2. (Husk datoen).
Nu er min logik blevet udvidet. Jeg har lært noget undervejs, for hold da op hvor foregår der meget kommercielt på Facebook. Hver eneste dag ligger der i min indbakke invitationer til at komme til ferniseringer, digtoplæsninger, åbninger af cafeer, mærkelige fester og lagersalg samt deltagelse i tv-programmer med publikum på – som publikum forstås.
Alle disse opfordringer har et skær af legitimitet over sig, for de tilbyder mig en speciel fordel, selvom de ofte tager sig betalt for det. Det er altså ikke kommercielt på den grimme måde. Jeg kan føle mig som særligt udvalgt til at få del af noget, der ikke er forbeholdt hvem som helst. Og det kan vi jo godt lide i disse tider, hvor de fleste er overbeviste om, at de ville vinde i X-factor, hvis de bare havde tid til at stille op.
Alt dette har jeg ikke rigtigt kunne bruge til noget al den stund, at jeg ikke har tænkt mig at læse op af min bog i en eller anden nedlagt fabriksbygning klokken ti om aftenen, mens folk ryger joints og drikker lunken øl. Lagersalg er heldigvis heller ikke på tale – endnu i det mindste. Og jeg er beklageligvis ikke inviteret til et talkshow med publikum på.
Men så kom der en anderledes invitation i min indbakke. Den kom fra ikke mindre end hr. Blackman og hr. Winding. De opfordrede til, at jeg meldte mig ind i en gruppe, som ville give mig mulighed for at downloade et nummer fra deres seneste CD. Yes! God ide.
Kan den mest eksponerede mand i Danmark benytte sig af den metode, kan jeg også. Jeg vil oprette en gruppe, hvor folk kan komme til at læse et uddrag af min bog. En smagsprøve, en teaser, en oplagt måde at give noget væk på for selv at få en masse igen. Det er moderne.
Gyldendal synes også, at det lyder moderne, og er med på spøgen. Og indtil det bliver relevant, er jeg i gang med at få lagt noget om mig selv ind på Wikepidia. Ligesom at jeg har lagt et link fra K-forum med omtale af min bog ind på min Facebookprofil. Det er altid bedre, at nogle andre siger noget om én, end man selv gør det.
Himmel og hav der er så mange muligheder, og jeg er en total amatør. Men jeg lærer noget hver dag. Og med mit kendskab til bureauverdenen er jeg ikke den eneste, der tager de første prøvende skridt.
Lad dette være en opfordring til, at vi bliver venner på Facebook, så giver jeg et kapitel af min bog væk “helt specielt til dig” i slutningen af måneden.
