Facebook kvæler nye hotte sites

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Foursquare og Gowalla risikerer at lide en hurtig død, forudsiger bureaudirektør.

Det kan være skønne spildte kræfter, hvis man lige nu arbejder på at udvikle markedsføring til nye hotte sites som Foursquare og Gowalla.

Det tror i hvert fald adm. dir. Anders Ibsen fra &Co.Boost, og han underbygger det med, at begge sites nu oplever faldende tilslutning. I oktober 2010 mistede de 20 pct. af deres brugere.

Problemet er for ham at se, at ideerne er gode nok – men de er enkeltstående og tilfører ikke egentlig værdi til brugerne.

Det gør Facebook med Facebook Places, og derfor tror han, at Facebook vil løbe med markedet.

“Fremtiden er nødvendigvis at tilføje værdi, men som annoncør vælger man ikke de specialiserede tjenester som hver har 4-5 millioner brugere globalt. Man vælger Facebook, fordi de har over 500 mio. brugere som har adgang til nøjagtig samme service og en besøgsfrekvens, der ligger langt højere end Foursquare og Gowalla.”, siger Anders Ibsen og fortsætter:

“Foursquare og Gowalla har modnet markedet og tiltrukket early-adopters og det er tydeligt, at de ikke appellerer til andre end dem. Modenheden af tjenesten er stor, men lige nu er det kun for sjov. Hvis jeg vil vise mine venner hvor jeg er – og det vil jeg – så vil jeg hellere gøre det et sted hvor alle mine venner er samlet. “

Han tror, at Foursquare og Gowalle vil forsvinde, hvis ikke de evner at genopfinde sig selv eller bliver samlet op af nogen andre. Pionerarbejdet er lavet, men de har ikke formået at få nok brugere med på vognen og opnået kritisk masse.

“Hvis jeg som annoncør skal bruge ressourcer på at lave tjenester, kuponer eller lignende, så er det hævet over enhver tvivl, at Facebook har udrulningsstyrken til at nå den brede befolkning og de bruger den. “, siger Anders Ibsen

Facebook Places, eller på dansk; Facebook Steder, er endnu ikke lanceret i Danmark, men det forventes at ske i år.