Facebook-likes giver ringe effekt

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Annoncørernes interesse for Facebook er indiskutabel. Til gengæld er deres tro på effekten mere tvivlsom.

Den norske annoncør Komplett.no er ikke i tvivl. Der er ikke mange penge i Facebook-likes. Det fortæller den kommercielle direktør, Anton Hagberg, til Kampanje.no.

Hans baggrund er, at firmaet rent faktisk har over 200.000 likes.

“De fleste af brugerne på Facebook er ikke i shopping-mode, og vi oplever en dårligere konvertering på Facebook end via søgeord eller anden markedsføring og kundedialog,” siger Anton Hagberg til Kampanje.

Firmaet har været på Facebook siden 2008 og har i dag to medarbejdere til at kommunikere på de sociale medier. Hovedgrunden handler om dialog med kunderne.

Hans holdning vinder genklang i en stor analyse i USA, som AdAge har stået bag blandt 700 annoncører.

Analysen viser en klar interesse for Facebook. 85 pct. bruger Facebook, over 60 pct. køber annoncer, og budgetterne er stigende til Facebook – ikke nødvendigvis markant men dog stigende.

Men når spørgsmålet falder på ROI er holdningen lidt mere lunken.

Når annoncørerne bliver bedt om at sammenligne ROI på Facebook med andre platforme som Yahoo og Google, så falder svarene således:

  • 23,9 pct. Bedre
  • 29,3 pct. Dårligere
  • 46,7 pct. Omtrent det samme

Analysen beskæftiger sig også med sponsorerede historier som del af en kampagne – noget som ca. 30 pct. har benyttet sig af. Tilfredsheden med ROI på en sponsoreret historie falder således ud:

  • 14,8 pct. Meget tilfreds
  • 64,8 pct. Nogenlunde tilfreds
  • 14,8 pct. Noget utilfreds
  • 5,6 pct. Meget utilfreds