Facebook snart klar til housewarming i Danmark

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Det danske kontor er meget snart på plads og så vil Facebook invitere branchen til housewarming. Lige nu mangler man at ansætte en client solutions manager.

Før jul blev det meldt ud, at Facebook åbner kontor i Danmark. Og nu er det danske team ved at være på plads.

I denne uge er de danske Facebook-ansatte ovre at besøge hovedkontoret i Californien, men så snart de kommer tilbage, vil de kaste sig over indretningen af det nye kontor, som bliver tæt på Kgs. Nytorv i København.

”Vi er alle super spændte over at skulle arbejde ud fra København. Det er skønt endelig at have en fysisk tilstedeværelse i Danmark og i den danske marketingbranche og vi ser frem til at være tættere på de danske brands og bureauer,” siger Facebooks landechef i Danmark, Daniel Käfer.

Han fortsætter:

“I det næste stykke tid, arbejder vi på at få de ansatte til at føle sig godt til rette og på at få de sidste stillinger besat og når det er gjort, så vil vi invitere branchen til housewarming.”

En af de stillinger, der endnu mangler at blive besat udover de fem ansatte, der skal tage sig af kunder og bureauer, er en stilling som client solutions manager.

Den kan ses her