Fagforening satser på ny type kommunikation

Peter Engholm
25@mail.dk

Det bliver let generisk, når en fagforening kommunikerer løn og rettigheder. Nu går Krifa anderledes til værks og vil gøre en konkret forskel ved at sprede arbejdsglæde. Se de nye film her.

Læren fra bl.a. Cannes Lions er, at brands skal have et formål – andet end at forbedre egne nøgletal, forstås. Gerne til gavn for samfundet, når nu vi har banket let på glasset.

Krifa, Kristelig Fagbevægelse, har valgt et formål, der stræber højere end dét, man som minimum kan kræve af en fagbevægelse, nemlig gode løn- og arbejdsvilkår.

Nu vil man gøre en forskel på det danske arbejdsmarked og sprede arbejdsglæde til alle. Det ambitiøse projekt går i luften i dag.

Indsigten er, at økonomiske og materielle faktorer kun er en del af det, der giver god arbejdslyst. Det betyder mindst lige så meget, at dit arbejde er meningsfuldt, og at du fungerer godt sammen med dine kolleger. Eller som det hedder i Krifas tre nye reklamefilm: God arbejdslyst er noget, vi gør for hinanden.

“I Krifa vil vi være andet og mere end en traditionel fagforening. I hverdagen fylder arbejdslivet halvdelen af vores vågne timer, og derfor hjælper vi ikke kun vores kunder, når der er problemer. Vi hjælper også, når de vil udvikle sig og få større tilfredsstillelse ud af deres arbejde – altså arbejdsglæde. Vores mål er faktisk at give god arbejdslyst til alle, ikke kun vores kunder. Det betyder selvfølgelig, at Krifa ikke kan gøre det her alene. Men vi kan forsøge at skabe en bevægelse i samfundet, der arbejder for samme mål som os,” siger Hans Kargaard Thomsen, der er marketingkoordinator i Krifa, og fortsætter:

“Kampagnen er et markant forandring i forhold til gængs fagforenings-kommunikation, og den har været længe undervejs. Envision havde det klart bedste bud, da Krifa sendte opgaven i konkurrence sidste år – og Envision blev vel at mærke valgt tilbage i maj.”

Ved siden af kommunikationen bliver der lanceret en lang række tiltag, der skal sprede arbejdsglæde i Danmark de kommende år. For eksempel er der gennemført en stor Gallup-undersøgelse, der kortlægger danskernes arbejdsglæde. Samtidig giver Krifa hver måned 15.000 kr. til privatpersoner med idéer, der avler god arbejdslyst, ligesom man har lanceret et stort arbejdsglæde-univers på nettet, arbejdslyst.dk.

“Målet er jo ikke bare at sige, Krifa går ind for arbejdsglæde. Målet er at skabe mere af den,” siger Anders Christiansen, strategisk planner hos envision.

“Derfor arbejder vi med to spor i vores kommunikation. I det ene spor bygger vi bevidsthed om projektet med traditionel massekommunikation. I det andet spor forsøger vi decideret at skabe arbejdsglæde og at hjælpe danskerne med at gøre det samme for hinanden.”

Filmene er produceret af Uitch Iscratch og instrueret af Johan Stahl.

Digital sparringspartner, omfattende bl.a. strategi- og konceptudvikling samt udvikling af selve sitet www.arbejdslyst.dk, er Creuna.