Fairtrade vælger fireball

peng

Der er 1.000 forskellige Fairtrade-varer på markedet, men det er mange forbrugere ikke opmærksom på. Denne viden skal de få via en ny outdoor-kampagne.

I de kommende uger, i større danske byer, lancerer Fairtrade Mærket en outdoor kampagne, udviklet af marketingbureauet fireball. Målet er rykke Fairtrade fra at være ‘en sag’ til at være en løsning – en løsning, hvor den enkelte på overskuelig vis kan gøre en forskel for at “fremme mere lighed og balance i en verden af ubalance”.

Antallet af Fairtrade-mærkede produkter er steget voldsomt de senere år – til nu i alt ca. 1.000 – hvilket har gjort det lettere at finde et Fairtrade produkt, der passer ind i forbrugerens almindelige forbrug. Men samtidig har Fairtrade Mærket, der er organisationen bag mærkningsordningen, erfaret, at mange forbrugere ikke er opmærksomme på det brede udbud af varer, og det skal kampagnen nu hjælpe med at rette op på.

Da Fairtrade Mærket skulle afgøre, hvem de ønskede at indlede kampagnesamarbejdet med, faldt valget på marketingbureauet fireball.

“Fireball har et stærkt produkt- og salgsfokus. Det ser vi som helt essentielt i denne sammenhæng, hvor vi ikke bare skal ud og fortælle om alt det gode, Fairtrade gør, men også skal have folk til helt konkret at fylde flere Fairtrade varer i kurven,” siger Jonas Giersing, Fairtrade Mærkets direktør, i en pressemeddelelse. 

Udfordringen er, ifølge adm. direktør for fireball Antony Aconis, at mange danske forbrugere slet ikke tænker på Fairtrade som en måde, hvor de kan gøre en forskel.

“Fairtrade er stadig en niche i en del forbrugeres bevidsthed – i modsætning til økologien, der har formået at flytte sig fra at være et eksklusivt tilbud til at blive et naturligt og bredt tilgængeligt alternativ. På samme måde er det vigtigt at få integreret Fairtrade i forbrugernes hverdag. Med kampagnen ønsker vi at vise den nye bredde i sortimentet af Fairtrade-mærkede produkter”, siger Anthony Aconis.