Fakta har fundet sit nye bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Samtidig er kæden klar med en ny kommunikation og en ny pay-off.

Ganske som Bureaubiz skrev, da bruddet mellem Fakta og Uncle Grey blev annonceret, så hedder Faktas nye bureau Manipulation, der vandt kunden i konkurrence med fire andre bureauer.

Fakta ville dengang ikke bekræfte noget, men i næste uge udkommer kæden og Manipulation med en ny kommunikation og en ny pay-off, så nu er tiden inde.

Manipulation har udviklet og stået for indhold på alle platforme – undtagen tilbudsaviserne, som fortsat ligger hos bureauet Republica.

”Vi ledte efter et bureau, der kunne følge med os på vores fortsatte rejse. Og efter at have været gennem to koncentrerede præsentations-runder, vurderede vi, at Manipulation var det rigtige valg for os”, fortæller marketingchef Heidi Kessler.

Heidi Kessler understreger, at man har været særdeles tilfredse med det arbejde, Uncle Grey har udført for kæden i en længere årrække. Så det har alene været ønsket om at få nye øjne på kædens markedsføring, der har ligget bag ønsket om et eventuelt skifte.

Uncle Grey stod bag “Det ta’r kun 5 minutter”, som blev en af de mest belønnede og berømmede kampagner igennem en årrække. Omkring indgangen til 2011 forlod Fakta dog pay-off’en og gik i stedet over til “Sund fornuft”.

Det er dog aldrig slået an, og nu kommer der et nyt: “Det er Fakta”.

“Sund fornuft blev nok lidt for pænt, kedeligt og formanende. vi vil gerne være lidt mere friske igen, og her har vi valgt en pay-off, hvor vi sætter vores navn i spil,” siger Heidi Kessler.

Samtidig kommer der en ny kommunikation, der ifølge Heidi Kessler bliver anderledes end, hvad man før har set i dagligvarehandlen. Der er endnu ikke noget klart, så man kan ikke få eksempler, men ifølge Heidi Kessler handler det om klipning, tone og stil, der gør det markant anderledes.

Budskabet handler om, at Fakta har alt, hvad man skal bruge, så man sagtens kan handle hele ugen i Fakta.

Desuden kommer der en nyskabelse i butikkerne i form af, hvad man kalder for bazar-varer.

“Det er varer, som ikke normalt indgår i vores sortiment, og som kun sælges så længe lager haves. De vil som udgangspunkt blive præsenteret i et særligt område i butikken, men kan også findes andre steder. Er det f.eks. en kølevare, så skal de jo hen i køledisken,” siger Heidi Kessler.

Fakta er desuden i gang med at opbygge en ny kæde under navnet FaktaQ, der er et anderledes koncept, hvor supermarkedet kombineres med en convenience-del med salg af kaffe, sandwich etc.

Da det er et andet koncept, kan det tænkes, at man på et tidspunkt skal have en særskilt markedsføring, men hvem der skal hjælpe med det, er ikke besluttet.