Falck opruster: Opretter 6 nye marketing-stillinger

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Marketingafdelingen på privat-markedet udvides fra 21 til 27 medarbejdere med henblik på at implementere en ny strategi om at fylde mere.

Med seks nyoprettede stillinger i Falcks marketingafdeling, som snarest ventes besat, er Falck på vej til at implementere sin nye strategi, der går ud på at Falck skal fylde mere i danskernes liv.

Malene Paulli Buchvald, der blev ansat som marketingchef for lidt over et år siden, fortæller at med den nye strategi – der kommer til at gælde for abonnementsforretningen, dvs. vejhjælp, alarm, sygetransport – skal brand-oplevelsen forstærkes, så danskerne får kendskab til, at Falck ikke kun er ”vejhjælp og blå blink”, men også er ”til dig selv og i dit hjem”.

”Vores strategi går ud på at møde vores kunder der, hvor de er. Det kan vi f.eks. ved at udnytte vores kundedata mere end vi gør i dag for at skabe kundeoplevelser på tværs af webshop, app og sociale medier.”

Malene Paulli fortæller endvidere, at danskerne umiddelbart møder Falck, når de får en skade eller skal have en alarm installeret, men Falck vil gerne møde danskerne inden man som sådan får brug for dem.

”Vi vil gerne tage forebyggende tiltag, det kan f.eks. være at sikre dit bilbatteri inden vinteren sætter ind.”

Samtidig skal den digitale tilstedeværelse optimeres, siger Malene Paulli Buchvald og fortæller, at Falck har masser af content i huset, som man gerne vil dele ud af og dermed fylde mere i danskernes liv.

Med fem nyoprettede stillinger (den sjette er til marketing erhverv) og to stillingsopslag, der er genbesættelser, bliver Malene Paulli Buchvald ansvarlig for 27 medarbejdere i marketingafdelingen, hvor hendes ansvarsområde favner marketing inden for privatområdet, mens hun har ansvar for det digitale og brandet på både privat- og erhvervsområdet.

Malene Paulli Buchvald refererer til Thomas Wandahl, der netop i denne måned er ansat som senior vice president/COO med ansvar for produktudvikling, marketing, salg og service inden for det private segment.

På bureaufronten indgik Falck Assistance sidste sommer et nyt samarbejde med Umwelt.

Også for erhvervsområdet er der en ny ansvarlig. Det er Ian Holmgaard, der under sig har Nikolaj Slot Millers, der er ansvarlig for den fire mand store marketingafdeling på b-t-b-området.