I gennem 10 år satte Farfar sit effektive aftryk på ikke blot den svenske, men også den internationale digitale scene med en stærk kreativitet og en ukompliceret tilgang til forandring.
Bureauet vandt, for bl.a. Nokia, et væld af priser frem til det sidste – ja, endda også hinsides, for efter at den fjerde og sidste af de fire grundlæggere, Matias Palm-Jensen, forlod bureauet i marts – og dermed reelt fik lukkket bureauet i april – blev det til otte Cannes-løver i juni sidste år.
Matias Palm-Jensen, 51 år og uddannet jurist, var bundet af en konkurrenceklausul, og han luftede tanken om helt at forlade bureaubranchen.
Sådan skulle det heldigvis ikke gå, for det er lykkedes McCann Erickson at slå kløerne i Palm-Jensen. Et møde med McCann-chefen Nick Brien var sat til at vare et kvarter, men endte med at vare i fire timer.
Og da McCann efterfølgende fik en anden svensker – Linus Karlsson, medstifteren af Mother, New York – om bord, så var valget enkelt, har Matias Palm-Jensen fortalt Dagens Media.
Matias Palm-Jensen skal som chief innovation officier, Europe, opbygge netværkets digitale styrke – med afsæt fra London. Linus Karlsson har fået titlen chief creative officer, New York/London.