Fart på digitalt bureau i Holstebro

Finn Graversen,
journalist

MCB har udvidet sine kompetencer og det ser ud til at have været en god ide.

Efter nogle år med en aktivitet, der mere lignede status quo, så tog det digitale bureau, MCB, i Holstebro et ordentligt hop i det seneste regnskabsår.

“I de seneste år har vi hos MCB rykket på flere ting for netop at stå som en stærk samarbejdspartner. Og årets resultat understreger, at vi er lykkedes med det,” siger den ene af bureauets to direktører, Michael Almstrup. i en pressemeddelelse.

Det oplyses videre, at bureauet fra at være kendt som et hus, der udelukkende arbejder i sin egen udviklede e-commerce platform .Cloud, så har MCB de senere år haft fokus på at udvide forretningen med flere typer CMS, CRM og commerce platforme herunder Shopify, HubSpot, Umbraco og Magento.

Derudover har MCB udvidet sine kompetencer markant inden for strategisk digital marketing, så alle discipliner inden for online markedsføring også afdækkes.

“Vores kunder har ikke længere kun brug for udvikling eller digital marketing. De har brug for digitale samarbejdspartnere, der kan udfordre strategisk, og som stiller sig kritisk overfor, hvordan løsningerne og den digitale marketing-indsats bør håndteres i hverdagen, når der ønskes succes online,” hedder det videre.

Nøgletal for MCB

  • Bruttoavance 33,962 mio. kr. +31,6 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 870.819 kr. + 8 pct.
  • Lønandel 69,5 (73,6)
  • Resultat før skat +3,718 mio. kr. +465,9 pct.

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz