Farvel til et gammelt bureau-brand

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Ipsen & Partners er gået konkurs efter flere år med dårlige resultater.

Ipsen & Partners er nu taget under konkursbehandling. Det skete d. 20. oktober i Sø- Og Handelsretten.

Konkursen kommer efter flere år med magre resultater.

Bruttoresultatet faldt i seneste regnskabsår fra 2,6 til 1,9 mio. kr. og underskuddet steg fra 0,8 til 1,3 mio. kr. – primært som følge af, at personaleomkostningerne kun faldt lidt fra 3,4 til 3,2 mio. kr.

Egenkapitalen voksede til minus 3,8 mio. kr. men ifølge beretningen garanterede hovedaktionæren driften frem til 30. september i år, der er udløbet af regnskabsåret.

Keld Ipsen har således satset meget på at holde selskabet kørende, men har åbenbart til sidst trukket stikket.

Keld Ipsen ønsker ikke at kommentere konkursen.

Ipsen & Partners udspringer af det gamle og klassiske bureaubrand, Ipsen & Parmo.

Selskabsmæssigt blev det opløst i 2000 og blev erstattet af et nyt navn: Ipsen, Parmo & Partners.

I 2002 blev det så til Ipsen & Partners og Flemming Parmo forlod bestyrelsen.