Fem bureauer kæmper om Peugeot

Peter Engholm
25@mail.dk

Efter at Saatchi & Saatchi har fået Toyota Danmark og dermed sagt farvel til Peugeot, er det franske bilmærke gået på jagt efter et nyt reklamebureau.

Der er grøde i den danske bilbranche – ikke kun på personbilsalget, der sidste år faldt 27 pct., men også med hensyn til bureausamarbejder.

For halvanden måned siden stoppede Toyota Danmark sit mangeårige samarbejde med Wibroe, Duckert & Partners for i stedet at komme ind under koncernens europæiske samarbejde med Saatchi & Saatchi.

Det betød så skiftedag på Esplanaden, hvor Saatchi måtte sige farvel til Peugeot, som man nåede at have som kunde i halvandet år.

Og nu kigger Peugeot så efter et nyt reklamebureau – vel at mærke et aktivt og systematiseret kig:

” Vi er i gang med en bureaukonkurrence og der er en håndfuld bureauer der deltager. Vi forventer i løbet af en måned eller to at kunne melde ud, at vi har fundet en partner, som vi har tillid til, og som kan være med til at styrke Peugeot mærket yderligere i fremtiden,” siger Peugeots PR- og informationschef, Janne Bock.

Hun ønsker ikke at oplyse hvilke bureauer, der deltager i konkurrencen. Men takket være den grøde, der er i bureausamarbejderne, er der flere bureauer, der ligger inde med opdateret viden inden for bilmarkedsføring.

Udover ovennævnte Partners drejer det sig bl.a. om Uncle, der måtte slippe Peugeot efter en duel på strategi og kreativitet i foråret 2008. Sunrise er også et bud, idet bureauet efter et 11 år langt samarbejde måtte slippe Skoda i begyndelsen af sidste måned.

Peugeot var i 2009 Danmarks mest solgte personbilmærke – med en markedsandel på 10,2 pct. Herefter fulgte Ford, Toyota og Citroën.