Fem kommunikationsfolk etablerer partnerskab

Peter Engholm
25@mail.dk

En håndfuld mænd med lang erfaring fra bl.a. bureausiden står bag Keine Hexerei, der skal knytte tættere bånd mellem deres respektive virksomheder og sikre større slagkraft.

Cv’erne spænder over mange år og rummer bureauer som Par No 1 og Respons Marketing samt Lego og Jyllands-Posten.

Et nyt partnerskab med base i Aalborg består af fem erfarne herrer, der hver for sig og i samarbejde har løst kommunikationsopgaver for et bredt spekter af danske og internationale organisationer, offentlige og private virksomheder.

Partnerskabet hedder Keine Hexerei, og grafisk designer og konceptudvikler, Ebbe Rubien, siger:

”Hver enkelt af os møder i vores hverdag kunder, der har behov for mere end den ekspertise eller den kapacitet, som vi hver især besidder. Derfor giver det god mening at samle kræfterne, når behovet er der og dermed give kunderne adgang til sammenhængende kommunikationsrådgivning hele vejen igennem processen.”

Foruden Ebbe Rubien består partnerkredsen i Keine Hexerei af cand. mag., strategisk planner John Hird, digital kommunikationsspecialist Klaus Dahl-Jensen, journalist, PR- og PA-rådgiver Mads Stenstrup og journalist, kommunikationschef Steen Bjerre.

De fem partnere lægger i en pressemeddelelse vægt på, at de ikke etablerer et nyt nordjysk reklamebureau – og at de alle på fuld styrke viderefører de virksomheder, som de respektivt har drevet i adskillige år. John Hird uddyber:

”Der er ingen pointe i at skabe endnu et traditionelt bureau ved at fusionere vores virksomheder. Det risikerer blot at give en masse overflødigt fedt, som ingen er tjent med. Det centrale er ikke samarbejds-strukturen, men vores fokus på at hjælpe kunderne med at udvikle deres forretning, uanset hvilke kommunikationsmidler, der skal tages i brug. Og det er netop, hvad vi kan, når vi forener kræfterne.”

Til en eventuel mistanke om, at Keine Hexerei er et puljet overlevelsesforsøg for en håndfuld hensygnende virksomheder, siger Klaus Dahl-Jensen:

”Ingen af os er i nød. Pointen er, at det modsatte er tilfældet: Vi trives i en grad, at vi ind imellem har vanskeligt ved på egen hånd at løfte den samlede kommunikationsopgave, som kunden ønsker varetaget. Derfor forener vi kræfterne og lægger, når der er behov for det, fem gange én sammen og får en hel del mere end fem.”