Fif fra NextM-konferencen

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

NextM-konferencen i København, der løber af stabelen i dag og i morgen, er ikke kun teknologi, men også kreativitet. Og en kreativ tilgang til ny teknologi kan være et fif, når brands skal udkomme som et medie.

Ledende papir og machine learning er blandt emnerne, når GroupM for tredje år i træk åbner for to-dages konferencen NextM i Københavns Nordhavn. Det kan lyde verdensfjernt, men være med til at løse en udbredt udfordring for dagens brands: At udkomme med content.

De 1000 deltagere på NextM får input fra hovedtalere som Dr. Kate Stone, der med sit ledende papir giver et skud elektronik til vores nuværende analoge verden.

Teenageværelset ligner sig selv med idolplakaten, men bandet kan lancere et nyt album via selvsamme plakat. Og Dr. Rebecca Fiebrink er en anden hovedtaler, der kaster machine learning ind i den kreative proces – læg dertil konferencens tech-garden med morgendagens gadgets og grej.

Det kan – klassisk set – kalde på et løftet øjenbryn blandt kreative, men det er mere nuanceret end som så, hvis man spørger MediaCom Beyond Advertising, der er MediaComs kreative enhed med 21 medarbejdere:

”Vi kigger typisk kritisk på eksempelvis 360 graders video: Er det noget, man reelt behøver for at fortælle en given historie? Der skal være en indholdsmæssig grund til at kaste sig ud i ny teknologi,” siger Jesper Lysholdt, head of MediaCom Beyond Advertising, og tilføjer:

”Det er vores anbefaling – vores religion, om du vil. Der er imidlertid ingen grund til at være mere hellig end dét, men realistisk. For ny teknologi kan samtidig være en genvej til at håndtere en udfordring, de fleste brands kender til: At agere og udkomme som et medie.”


Jesper Lysholdt.

Han suppleres af Rasmus Fisker, der er Content- og strategy director på bureauet:

”Det er svært for brands kontinuerligt at udkomme med relevant og interessant content som kun de kan skabe. Og her kan det være værd at lade sig inspirere af den nye teknologi. Det er ikke indhold i sig selv, men det kan være formidling af indhold, og dét kan i sig selv medføre den point of differnce, der er brug for i et marked med content overload.”

Han nævner som eksempel på ny teknologi de for tiden stærkt omtalte chatbots.

”Rosendahl lancerede en julegave-robot. Altså at kunderne kunne chatte med en maskine frem for at søge på Rosendahls hjemmeside. Teknologien – løst på en kreativ måde – udførte en vigtig opgave: At give Rosendahl en stemme i markedet.”


Rasmus Fisker.

NextM er udsolgt, men du kan følge med på Bureaubiz, som har flyttet sin redaktion ud på konferencen og rapporterer derfra.