Filmskolen får ny visuel identitet

Peter Engholm,
journalist

Tre bureauer blev inviteret ind, og Barkas ”vandt med en overbevisende pitch”. En ny visuel identitet skal markere en ny tid og vision for Filmskolen.

Den Danske Filmskole har i et års tid været i gang med et strategisk udviklingsarbejde for at definere skolens fremtidige rolle og kernefortælling. Meget er i markant forandring, globalt – også filmen som kunstart, også magtbalancen mellem offentlig og privat finansiering samt nye generationer af publikummer med ændrede krav og vaner.

Så hvordan udvikler man en skole, der på relevant vis er en del af sin tid?

Som led i det arbejde har Filmskolen det seneste halve år samarbejdet med brandstudiet Barkas om en ny visuel identitet med nyt logo og hjemmeside. Målet har været et udtryk, der kan reflektere en ny vision for Filmskolen og samtidig omfavne den arv og historie, skolen bygger på. Det fortæller skolens rektor, Tine Fischer.


Filmskolens gamle logo

“Filmskolen har ikke fornyet sit visuelle udtryk i mange år. Det var været vigtigt at udvikle en tydelig og tidssvarende identitet, som reflekterer det unge, levende talent og balancerer skolens tradition og historisk vigtige rolle. Filmskolen har ambitioner om at være internationalt førende, dagsordensættende og åben for branche, kommende studerende og den brede kulturinteresserede offentlighed. Det skal en visuel identitet kunne afspejle og understøtte.”

Filmskolens nye visuelle identitet er – med skolens egne ord – ”bygget op omkring et modulært grid-system med en kraftig farvepalette og et dynamisk logo, som løser den praktiske sprogudfordring med et navn på dansk og engelsk”. Inspirationen er hentet i filmsproget og fra andre internationalt anerkendte kulturinstitutioner og kunstskoler.

Inspiration i filmklipning
Tre bureauer var inviteret til at byde på opgaven, og Barkas vandt med en ”overbevisende pitch” i januar. Siden har de arbejdet på at udvikle identiteten i tæt samarbejde med et kernehold fra Filmskolen.

Kreativ direktør hos Barkas, Mike Wittrup, uddyber tankerne og ideen bag:

”Vi fandt inspiration i filmklipning og timelines fra klippeprogrammer. Det åbne og inviterende udtryk kan forhåbentligt gøre flere nysgerrige på Filmskolen, og hvad skolen kan tilbyde. Fordi film er levende billeder, og fordi man studerende hele tiden er i proces, har det været vigtigt at skabe en identitet, der kommunikerer bevægelse.”