Udviklingen går stærkt, forstærket af finanskrisen og annoncørernes acellererede skift fra off- til online medier. Carsten Bülow, der kom fra &Co, tiltrådte 1. juni som kontaktdirektør i en nyoprettet stilling hos Hjaltelin, Stahl & Co. Nu lukkes stillingen ned, og Carsten Bülow forlader igen bureauet.
“Carsten er som client director en stærk og kompetent herre, men han er ikke online-mand. Og da en række kunder, som han havde ansvar for, har mindsket omsætningen off-line for at øge den online, så var der god enighed mellem mig og Carsten om at stoppe samarbejdet”, siger adm. direktør og partner Steffen Hjaltelin.
Carsten Bülows opgaver vil blive overtaget af dels Steffen Hjaltelin selv, dels af kontaktchef Nicolai Eisenreich, der kom til bureauet i efteråret fra stilling som senior marketing manager på bredbånd hos Telia i Danmark.
Kundernes budgetter er på vandring, men kun mediemæssigt – ikke ud af bureauet, understreger Steffen Hjaltelin. Bureauets online-ben hedder Electric, og også her sker der ting på ledelsessiden:
“Vi udnytter det stigende samarbejde, der er mellem online og dm, og slår ledelsen af hhv. Rainmaker og Electric sammen. Rainmakers adm. direktør, Jens Peter Jensen, bliver adm. direktør for de tilsammen 24 medarbejdere. I den forbindelse søger vi ny en viceadministrerende direktør med en stærk webprofil”, siger Steffen Hjaltelin.
Hjaltelin, Stahl & Co er i øvrigt blevet til at udvikle og markedsføre et nyt kommunikationskoncept for Sunset Boulevard. Restaurantkæden havde fire bureauer ind til møder om “noget så universelt som kreativitet, fødevarer, branding og ikke mindst kemi”, som Sunsets salgs- og marketingchef Torben Lynge Overgaard formulerer det.
Kæden består af 30 restauranter, og der er planlagt yderligere 6 – til åbning i første halvår.