Finanskrisen har øget antallet af ledige butikslejemål, og det benytter Jyllands-Posten og reklame- og IT-bureauet Nuppenau sig af i en netop søsat kampagne for online erhvervssektionen, epn.dk.
Flere medier tages i brug i kampagnen – herunder de interaktive. Og denne del af kampagnen vises på tomme butiksvinduer i København og Århus.
Her kan de forbipasserende aktivere epn.dk reklamen, så der hvirvles avissider op på de store skærmvægge. Uden for vinduet er monteret bevægelses-sensorer, der kommunikerer med softwaren, så forbipasserende kan påvirke reklamerne. De øvrige vinduer i den tomme butik er beklædt med en foliekampagne, der i budskab og farve matcher den interaktive reklame.
“Vi ville med denne kampagne i kontakt med mediebureauerne og fortælle om de mange interaktive reklamemuligheder, der ligger i at reklamere på epn.dk. Nuppenau fandt de rigtige placeringer i forhold til målgruppen, og vi kunne samtidig bruge outdoor på en ny og kreativ måde, hvor vi kunne visualisere, at avissiderne også ligger på nettet,” siger Karsten Jeppesen, marketingchef, Jyllands-Posten.
Konceptet er udviklet af MonsterMedia, Orlando, som i flere år har præget gadebilledet i de største amerikanske byer – ikke mindst Manhattan i New York. Her er tomme butikslokaler på de mest befærdede gader blevet konverteret til dynamiske, farverige og interaktive displays, hvor reklamerne afvikles.
Herhjemme har erhvervsmæglerfirmaet CB Richard Ellis hjulpet med at finde egnede butikslokaler på attraktive og centraler placeringer i Århus og København. De respektive udlejere modtager et vederlag for at stille deres lejemål til rådighed.
Se systemet demonstreret her.