Fintælling styrker Creative Circle Award

Peter Engholm
25@mail.dk

Ikke 580 tilmeldte arbejder, men 633 – og der tælles stadig. Nogle bureauer opgraderer deres indsats.

Med Creative Circles evner inden for fintælling kunne Al Gore være blevet præsident.

I går ved deadline var der tilmeldt 580 arbejder til Creative Circle Award 2009, hvilket var en barbering på mere end en sjettedel i forhold til 2008, der talte 704 indsendte arbejder.

Bureaubiz brugte ordet krise, men nu viser fintællingen, at der er indsendt ikke 580, men 633 arbejder til årets awardshow.

“Og der kan stadig komme flere til. Nogle bureauer har været mere tilbageholdende i år, mens andre i dén grad har rustet sig til de nye tider – de vil profilere sig på kreativitet og har sendt mange arbejder ind,” siger Creative Circles næstformand Niels Heilberg.

Creative Circle Award vil se omkring 11 pct. færre indsendte arbejder i år sammenlignet med sidste år, men nedgangen er ikke jævnt fordelt på de enkelte grupper.

“Der er nedgang i reklame- og i håndværkskategorierne, mens der er fremgang i både design- og digital-kategorierne. Helt overordnet ligger vi indsendelsesmæssigt stadig i den pæne ende sammenlignet med tidligere, mindre krisefyldte, år. Og ikke mindst: Vi følger budgettet,” siger Niels Heilberg.