2017 var et godt år for Co/Plus.
På bundlinjen øgede man overskuddet med 14 pct. til 6,517 mio. kr., ligesom bruttofortjenesten – altså den reelle indtjening – blev 7 pct. større og landede på 25,359 mio. kr.
Driftsresultatet steg tilsvarende med 9 pct. til 8,539 mio. kr. sammenlignet med 2016.
På bureauet forklares den positive udvikling med bevægelsen væk fra et traditionelt reklamebureau og ”ind i krydsfeltet mellem management consulting og kreativitet”.
”Vi er begyndt at løse meget større konsulentopgaver, end vi har gjort tidligere, hvor fokus ikke er kampagner, men hvor vi bruger vores strategiske og kreative kompetencer til at udvikle helt nye forretningsområder for vores kunder. Vi forventer at få flere og større opgaver inden for dette felt,” skriver adm. direktør Peter Kastrup-Misir.
Co/Plus kalder det selv for ’Creative Business Consulting’, og Peter Kastrup-Misir bemærker, at skiftet har betydet nye, navnlig udenlandske kunder. I dag kommer hovedparten af bureauets kunder således fra udlandet.
Ledelsen anser 2017-resultatet for meget tilfredsstillende og venter en fortsat positiv udvikling i indeværende år:
”På årets første to måneder i 2018 ser væksten bestemt ud til at forsætte i 2018,” lyder det således fra den adm. direktør.
Nøgletal for 2017 (i parentes 2016)
Bruttofortjeneste: 25,359 mio. kr. (23,730)
Driftsresultat: 8,539 mio. kr. (7,843)
Resultat før skat: 8,374 mio. kr. (7,404)
Årets resultat: 6,517 mio. kr. (5,733)
Antal ansatte i gnmsn.: 26