Fire bureauer har chance for gevinst ved EM i reklame

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Tre kategorier mangler, men resten gav i alt 8 danske shortliste placeringer – med nogle velkendte film i front.

Sidste år opnåede danske bureauer kun 9 shortliste placeringer ved Eurobest – til gengæld var der kun to af dem, der ikke fik metal med hjem.

I år er det blevet til 8 shortlister, men bliver vekselraten lige så god, så kan det jo ende ganske godt.

Hjaltelin, Stahl & Co har taget førerpositionen med tre shortlister – to af dem er Ikea-film, så kampagnen “kvalitetstestet af hverdagen” fortsætter sin sejrsgang.

Ikea bliver i øvrigt i år kåret som årets annoncør ved Eurobest, så Hjaltelin, Stahl gør sit til at understrege den titel.

For en måned siden blev kampagnen herhjemme kåret som årets mest effektive ved AEA, og i sidste uge blev den titel yderligere understreget, da Ikea kunne fortælle om stigende markedsandele i Danmark.

Ud over Ikea har Hjaltelin, Stahl også fået Læger uden Grænser nomineret i Interactive.

I Film-kategorien opnåede Robert/Boisen & Likeminded to shortlister for to Spies-film.

I Mediakategorien fik MEC Danmark to shortlister – begge i tilknytning til bureauets arbejde for HK omkring ligeløn.

Endelig fik DDB en shortliste i Design for arbejdet med Royal Unibrews Tempt Cider.

Tre kategorier mangler endnu en shortliste. Det drejer sig om de to håndværkskategorier, Film og Outdoor/Print samt Integrated. Der er dog ikke mange danske deltagere her.