Lydeking, BBDO, Nørgård Mikkelsen, Saatchi & Saatchi og nu &Co. Det er CBB Mobils bureausamarbejder fra 2002, men udtryksmæssigt har selskabet været anderledes konsekvent.
Adm. direktør Lars Asger Petersen har i den forbindelse fremhævet spottet med pølsevognen, der kørte frem til sidste forår – en film, som i sin tid blev skabt af Lydeking.
Men nu køres pølsevognen væk, og i stedet kommer CBB Mobil og &Co så med en serie på seks film, der vil blive vist i løbet af året, og som indledes med “Nu skal de store selskaber have et los i løgene!”.
Kampagnen tager ifølge en pressemeddelelse “kampen op med de store teleselskaber og udfordrer dem på både service og pris.”.
“Vi synes, tiden er inde til at tage kampen mod de store selskaber. Vi har lave priser, bedre kundeservice og sørger for, at kunderne undgår grimme overraskelser. Vi sætter kort sagt kunden i højsædet i langt højere grad, end mange store selskaber gør,” siger Lars Asger Petersen.
CBB Mobil besvarer gennemsnitligt hvert telefonopkald efter 30 sek., og selskabet vil åbent lægge frem, hvad man opkræver af gebyrer.
Det nye kommunikationsunivers vil ifølge Lars Asger Petersen være mere direkte og hårdtslående end tidligere. Det gælder både stil, sprog og tone. Sammen med det nye univers lanceres et nyt pay off.
“Vi har valgt at sige ‘småt er godt’, fordi det passer på CBB Mobil på flere niveauer. Vi har små priser, men arbejder også hele tiden på at skabe enkle, effektive processer. I vores organisation sidder vi groft sagt to personer, hvor der andre steder sidder 50, fordi vi har uhørt strømlinede processer. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi udvikler produkter med det udgangspunkt, at det skal være nemt – både for kunden og for os”, siger Lars Asger Petersen.
Den nye film kan ses her:
http://www.youtube.com/watch?v=GwI6UlDmQVE
Den gamle film med pølsevognen kan (gen)ses her:
http://www.youtube.com/watch?v=x93LptpnLfk&feature=related