Fitness.dk har sagt farvel til Hjaltelin, Stahl

Peter Engholm
25@mail.dk

Samarbejdet mellem de to holdt under et år. Fitness.dk har dog ikke valgt et nyt kreativt bureau – men derimod en løsning, der minder om noget en anden annoncør fornylig har valgt.

I det tidlige forår gik fitness dk ud med for-lækker kampagnen, skabt af Hjaltelin, Stahl & Co, der forinden havde vundet en bureaukonkurrence.

Præcist samtidig satte topledelsen, de fleste nytiltrådte, sig sammen om et større strategiarbejde, der definerede ikke blot fitness-kædens målgruppe og tilgangen til den, men også virksomhedens marketingrolle og tilgang til bureauerne.

“Vi definerede hvem, vi gerne vil være noget for – og hvordan vi vil være det. Og hvis vi skal vælge mellem at hverve nye medlemmer og fastholde de eksisterende, så vælger vi medlemsfastholdelse. Vores primære målgruppe er de aktive karrieremennesker, sekundært dem, der er på vej til at blive det, samt dem, der har været det,” siger Line Saletta, der tiltrådte som salg- og marketingdirektør i fitness dk tilbage i marts.”

Fitness.dk vil være det aktive karriere menneskes foretrukne valg i forhold til, hvad “den sparsomme fritid” skal brugs til, og visionen er at gøre et medlemskab i fitness dk til en livsstil.

“Den daværende ledelse havde valgt at fokusere det kreative univers på målgruppen 18-29 årige, der i høj grad er drevet af æstetik – altså hvordan de ser ud. Og det fokus eksekverede Hjaltelin, Stahl & Co, med en kampagne, der er isoleret set var sjov. Men en kampagne fungerer ikke isoleret, men skal ses i en kontekst. Og sammenholdt med vores målgruppefokus fungerede det kreative univers ikke,” siger Line Saletta.

Hun uddyber:

“De aktive karrieremennesker er drevet af andre træningsmotiver end de æstetiske, og derfor var der behov for en ny branding platform”.

Man kunne have valgt at droppe det kreative univers og beholde bureauet. Men fitness dk har også valgt en anden tilgang til marketing – og sit bureau.

“Vi har placeret os i centrum og defineret vores samarbejdspartnere ud fra et netværkstankegang baseret på stærke partnere, der er specialister på hvert sit område. Her passer et fullservicebureau ikke ind. Netværkstankegangen passer os perfekt, fordi vi ikke vil være et ekspeditionskontor, men gerne vil udnytte og motivere de kompetencer, vi har inhouse. Netværket med os i midten sikrer desuden, at det, vi markedsfører i det kreative univers, også er det, man reelt set oplever i vores centre,” siger Line Saletta.

Fitness dk har IUM som mediabureau, Magnetix leverer dialog- og webløsninger, og derudover er der en række partnere på det analytiske felt. Hvad angår den kreative partner, bliver det en løsning, som man for nylig så Seat vælge, nemlig udvalgte enkeltpersoner og teams.

“Vi har endnu ikke hele holdet på plads, men den nye branding platform ligger fast nu – og den har Hanne Feldthus hjulpet os med,” siger Line Saletta.