Flagskip i dansk spilindustri udvider i Canada

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Læs om flagskibet i dansk spilindustri, der etablerer afdeling i Canada på grund af bedre betingelser end i Danmark. Samt om godt regnskab fra designvirksomhed.

IO Interactive – flagskibet i den danske spilindustri – etablerer sig også i Montreal, Canada. Selskabet vil stadig have hovedsæde i Danmark, hvor man beskæftiger mere end 200 ansatte, mens man i Canada ansætter tre personer.

Berlingske skriver, at årsagen til Canada-etableringen er mangel på kvalificeret arbejdskraft i Danmark, mens Børsen fokuserer på de meget gunstige skatteregler i Canada.

Der er ingen tvivl om, at begge dele har en indflydelse. I hvert fald kan man på IO Interactives hjemmeside se, at de har 7 ledige stillinger og direktør i IO Interactive, Niels Jørgensen, siger til Berlingske:

“Som situationen er i dag, er der ikke nok kvalificeret arbejdskraft i Danmark. Allerede i dag rekrutterer virksomheden hver anden medarbejder fra udlandet. Kvalitetskravene bliver højere og højere, så for at være sikre på, at vi kan levere høj kvalitet til forbrugerne, kræver det simpelthen, at vi er endnu flere, der arbejder på Hitman”.

Og ifølge direktør Klaus Hansen i Producentforeningen, der er brancheorganisation for indholdsproducenter, kan Canada tilbyde nogle meget attraktive betingelser for den danske spilbranche i form af en kontant bonus for at flytte sine virksomhedsaktiviteter til landet.

Klaus Hansen frygter, at flere virksomheder vil træffe samme beslutning for selvom computerspilbranchen flere gange er nævnt som et vækstområde for Danmark, kniber det med den politiske vilje til at afsætte økonomiske midler i den retning ( Berlingske Business, p. 9 og Børsen, p. 45).

Flot regnskab fra Artlinco 

Artlinco A/S i Horsens, der arbejder med strategisk design og innovation, har øget sin bruttofortjeneste med 40 procent til 7 mio. kroner i regnskabsåret 10/11 fra 5 mio. kroner året før.

Overskuddet før skat er forbedret med 21 procent til 1,7 mio. kroner.

Fortsat fokus på kunder og marked forventes ifølge ledelsen at skabe vækst også i næste regnskabsår.

Artlinco fik i januar i år ny adm.dir. i form af Gitte Dyrlund. Desuden er direktør i Executive Capital Søren Holm Jensen ny bestyrelsesformand og professor Steeen Hildebrandt ny i bestyrelsen (Børsen, p. 16).