Fleggaard vælger mediabureau for første gang

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Det nye samarbejde har resulteret i helt nye mediegrupper på medieplanen.

Hidtil har Fleggaard selv stået for mediestrategi og -indkøb, men nu har de valgt at lægge arbejdet med Fleggaards – og Calle, som også er en del af Fleggaard-koncernen – medieaktiviteter hos mediabureauet Hilmar & Høgsberg.

 Selvom begge forretninger ifølge en pressemeddelelse er blandt danskernes foretrukne grænsehandler gennem mere end fire årtier, er det lykkedes Hilmar & Høgsberg at belyse en række potentialer og muligheder.

“Vi er gode til selv at indkøbe medier, men i dette samarbejde har vi fået indsigter og data, som dels har løftet værdien af den investerede mediebudgetkrone væsentligt og dels har givet os et helt nyt blik på vores medieplanlægning. Hilmar & Høgsberg har bidraget med en medieplan, som sikrer os den bedst mulige eksponering i markedet med henblik på, at Fleggaard og Calle skal være top-of-mind for de rette målgrupper hele året,” siger marketingdirektør for Fleggaard og Calle, Jacob Gjørtz.

Jacob Gjøtz, marketingdirektør i Fleggaard og Calle

I det nye samarbejde har man identificeret en overordnet og udvidet målgruppe per brand samt en række geografiske og adfærdsmæssige segmenter, der hver især kan bearbejdes ud fra forskelligartede behov og motiver gennem de forskellige trin i kunderejsen.

I det arbejde blev det meget synligt, hvor stor forskellen fx er på de studerendes adfærd og behov og børnefamiliernes – men også hvad de har til fælles, som kæderne kan strukturere både budskaber og medieaktiviteter efter. I den sammenhæng har Hilmar & Høgsberg leveret viden om målgruppesegmenternes mediebrug og de enkelte mediers kvaliteter og samspilsmuligheder i en medieplan.

“Vores ærinde er aldrig at reducere mediebudgettet, fordi vi kender effekten af medieaktivitet, men i mange virksomheder og brands kan vi bidrage til en meget bedre måde at bruge budgettet på – baseret både på forbrugerdata, en hel unik tværmediel tracking og mange års erfaring med indkøb og medieudvikling,” siger partner og newbizzansvarlig i Hilmar & Høgsberg Morten Hilmar.

Jacob Gjørtz supplerer:

“Samarbejdet har resulteret i helt nye mediegrupper på medieplanen og fokus på mediernes samspil på tværs af målgrupper henover hele året i en samlet medieindsats.”