Fleksibel deadline for DM Dagen 09

Peter Engholm
25@mail.dk

Belært af erfaringer: Sidste chance for indsendelse af kampagner til Direct Marketing Dagen 09 er i dag … eller hvad der aftales.

Kunderne har første prioritet. Man må i al fald fald gå ud fra, at bureauerne er bedre til at overholde deadlines over for kunderne, end de er til at overholde indsendelsesfristerne til branchens priser.

Udtrykket for denne prioritering så man ved Creative Circle Award, hvor 580 arbejder var indsendt ved deadline. Ikke færre end 242 arbejder kom til efterfølgende, så i alt 822 arbejder blev præsenteret for juryen.

Post Danmark har tilsyneladende også set fordelen i at holde døren åben på klem – og efter at man har sagt, at “nu lukker vi”. I dag er der deadline for indsendelse af kampagner til DM Dagen 09, men der er stadig mulighed for at nå at indsende kampagner, oplyser Post Danmark – der udtrykker en stor, diplomatisk forståelse for bureauerne:

“Vi ved af erfaring, at bureauerne har rygende travlt, og derfor kan det jo sagtens ske, at nogen sidder med en fantastisk kampagne, som de bare ikke har nået at tilmelde. Vi vil jo gerne præmiere de bedste DM-kampagner fra 2008, og derfor kan man ringe til sekretariatet fra Direct Marketing Prisen og lave en aftale, hvis man her på falderebet gerne vil deltage i konkurrencen, siger Susanne Rose Plum, mediachef i Post Danmark Erhvervskunder, som står bag arrangementet.

Vinderne kåres ved Direct Marketing Dagen i Carlsberg Ny Tap i Valby den 28. maj, og der afholdes som noget nyt også et arrangement vest for Storebælt i Brande 11. juni. Alle nominerede får mulighed for at gå videre til semifinalen i det uofficielle “VM i DM”: ‘The ECHO Awards, som uddeles af Den Amerikanske Direct Marketing Association, DMA, i Las Vegas.

Sekretariatet kan kontaktes på 39 46 64 12, og yderligere information om Direct Marketing Dagen kan findes på www.dm-prisen.dk