Flot vækst i OMG

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Medieomæstningen steg marginalt, men bruttoavancen steg væsentligt mere. Men 4. kvartal ødelagde indtjeningen.

Tendensen fortsætter. Godt nok mangler der stadig en del mediabureauregnskaber, men væksten er markant hos dem, der er kommet.

Ikke nødvendigvis på medieomsætningen, og det er lige netop pointen. Bureauerne er blevet mere uafhængige af medier og har haft held til at sælge mange andre produkter.

Aegis voksede 28 pct. i bruttoavance, IUM voksede 12 pct. og nu melder OMG sig i flokken med en fremgang på 13 pct. i bruttoavance, som dermed kommer pænt på den anden side af 100 mio. kr.

Desværre kunne indtjeningen ikke følge med, og det hænger sammen med krisen.

“Vi tjente penge i de første tre kvartaler. Men vores omkostninger var tilrettelagt i forhold til et betydeligt højere aktivitets-niveau, så da kunderne i 4. kvartal begyndte at skære i deres markedsføringsforbrug kunne vi ikke nå at gøre noget, der kunne få effekt på årsregnskabet”, siger adm. dir. Peter Gottfredsen og tilføjer, at han i lyset af årets forløb er tilfreds med resultatet.

Han er endda relativt fortrøstningsfuld for resten af året.

“Nu vil jeg selvfølgelig lige som alle andre være forsigtig med at udtale mig om den økonomiske udvikling i 2. halvår. Jeg tror ikke, krisen er overstået. Men vi har vækst indenfor en lang række områder som; generel strategisk rådgivning, markedsanalyse og digitale produkter, vi har desuden fået nogle nye kunder, som vi først får fuld effekt af i år, og samtidig er vi nu forberedt på de usikre tider, så vi kan styre vores omkostninger”, siger Peter Gottfredsen.

Holder det, vil det lægge yderligere til den strukturelle udvikling, hvor mediabureauer skiller sig stadigt tydeligere ud som meget andet end den traditionelle opfattelse af et mediabureau.

Peter Gottfredsen peger da også på, at det meget vel kan blive en anden verden, man står med, når krisen er overstået.

“En ting er den samfunds-økonomiske udvikling. Samtidig er der den digitale udvikling, som handler om meget andet end at indrykke en reklame. Det er derfor et spørgsmål om den struktur vi havde i forretningen før krisen, nogen sinde vender tilbage”, siger Peter Gottfredsen.

Nøgletal for OMG

  • Omsætning 1.237,789 mio. kr. + 2 pct.
  • Bruttoavance 109,566 mio. kr. +12,6 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 735.342 kr. +1 pct.
  • Lønandel 71 (68)
  • Resultat af primær drift 8,904 mio. kr. -8 pct.
  • Resultat før skat 15,753 mio. kr. -10,9 pct.

    (Det er specielt resultatet i det associerede bureau, Agenda Group, der trækker ned)

OMD

Bruttoavance 60,191 mio. kr. +4 pct.

PHD

Bruttoavance 25,153 mio. kr. +16 pct.