Flügger valgte nyt bureau. Så skiftede topchefen kurs

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det har ført til et skifte på marketingdirektør-posten og en ændret tilgang til bureaupartneren, der ellers vandt opgaven lige før sommerferien.

Glæden var stor hos DDB i begyndelsen af juni, da Flügger offentliggjorde, at bureauet havde vundet den store bureaukonkurrence og nu skulle i gang med først udformningen af en strategisk platform og siden kreativ udvikling med henblik på det nordiske marked.

I dag blot tre måneder senere har situationen forandret sig noget.

Da valget blev offentliggjort i begyndelsen af juni hed marketingdirektøren Laila Skipper Nordby – men hun er ikke mere hos Flügger. DDB er stadig med på vognen, men nu lægger topchefen op til en ændret ramme om det nye samarbejde, som indebærer et mere fleksibelt forhold til bureaupartnere.

Konkret forlyder det, at Kunde & Co er sat i gang med et projekt, men det ønsker CEO, Peter Røpke ikke at udtale sig om. Mere om det.

Han begyndte som CEO hos Flügger d. 1. februar, og her hen over sommeren har han så ændret på holdopstllingen. På marketing betyder det, at Laila Skipper Nordbys ansvarsområde er delt op i to, og hun har forladt Flügger.

I stedet har man hentet Dorthe Krogh Jensen hos Novozymes til et job som CMO med ansvar for brands og marketing. Lise Balstrup er så hentet hos Chr. Hansen til et job som Chief Technology Officer med ansvar for Category Management.

De er nu begge placeret i det, der hedder Senior Leadership Team

“Jeg ønskede at få mere fokus på vores arbejde med produkter og kategorier, og derfor har jeg ønsket at splitte funktionen op på to ledere,” siger Peter Røpke og tilføjer, at det samtidig skal ses som en mere procesorienteret organisation frem for en funktionsopdelt.

“Det siger sig selv, at Dorthe og Lise skal arbejde meget sammen – men det gælder også andre i ledergruppen – som f.eks. supply-chain og salg,” siger Peter Røpke.

Om Laila Skipper Nordbys afgang siger han blot, at “vi havde en dialog om organisationen og blev enige om at skilles.”

Peter Røpke vil som sagt ikke udtale sig om, hvorvidt Flügger er begyndt at samarbejde med Kunde & Co.

“Vi har et fint samarbejde med DDB, men jeg har ønsket en mere fleksibel struktur, hvor vi kan samarbejde frit med forskellige partnere. Vi må stræbe efter at finde de bedste til hver enkelt opgave,” siger Peter Røpke.

Konkurrencen i første del af i år involverede fem bureauer med to i finalen – bureauer som har investeret store ressourcer i deres bud. Burde du så ikke have sat den på hold til du var afklaret?

“Konkurrencen var i gang, da jeg tiltrådte og udmeldingen var ikke min ide. Jeg trådte til d. 1. februar og der var mange ting, som jeg skulle sætte mig ind i den første fase, og dette var ikke det første, jeg tog fat i. Og at der sker ændringer som konsekvens af, at der kommer en ny chef til, er vel et markedsvilkår,” siger Peter Røpke.

Han kom til Flügger fra et job hos Grundfos – der også samarbejder med Kunde & Co. Dorthe Krogh Jensen blev som nævnt fundet hos Novozymes – men kender også Kunde & Co fra næsten 7 års ansættelse frem mod 2010.