Flügger vil overmale hadbeskeder i Pride-kampagne

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

I en ny kampagne vil malerkæden erstatte hadefulde budskaber i byrummet med farverige malerier. Kampagnen er udviklet i samarbejde med en ny bureaupartner og lanceres i forbindelse med WorldPride og EuroGames 2021, der afholdes i København i disse dage.

Farver og maling skal vende had til kærlighed. Det er i hvert fald forhåbningen hos malerkæden Flügger, der har lanceret kampagnen #FromFlüggerWithLove. Det sker i forbindelse med WorldPride og EuroGames 2021, der afholdes i København fra i dag og frem til d. 22. august, og som Flügger er en af hovedsponsorerne af. 

Kampagnen er lavet i samarbejde med et endnu-ikke-offentliggjort bureau, og skal synliggøre og sætte fokus på de budskaber, vi bliver mødt med i byrummet. Tanken er, at danskerne kan ‘anmelde’ hadgrafitti i det offentlige rum ved at tage billeder og lægge dem på sociale medier ledsaget af hashtagget #FromFlüggerWithLove. 

Flügger vil derefter kontakte den lokale kommune og tilbyde at dække den hadefulde grafitti med noget ‘smukt, sjovt og farverigt’. Dét budskab ligger fint i tråd med Flüggers DNA, mener CEO i Flügger, Sune Schnack.

“Med #FromFlüggerWithLove ønsker vi at vende had til kærlighed – og vi vil gøre det ved hjælp af vores kerneprodukt – maling. Det handler om at acceptere hinandens forskelligheder – og ingen skal føle sig forkert eller råbt ad,” siger han i en pressemeddelelse, og fortsætter:

“Det ligger i Flüggers DNA at være farverige, og med #FromFlüggerWithLove ønsker vi at bruge den farverigdom til at sætte kulør på ellers skadelige budskaber og ændre dem til noget smukt. Alle har ret til et liv i farver.”

Vice president marketing & products, Michael Rahbek, oplyser, at Flügger har været i tæt dialog om kampagnen og  budskabet med CPH2021, der er organisationen bag afholdelsen af WorldPride og Eurogames. 

Har I tænkt over, at I med kampagnen også kommer til at sprede hadbeskeder på sociale medier?

“Der er mange, der ikke tror at disse hadbeskeder forekommer, og at alt er ‘fryd og gammen’. Men det er ikke tilfældet. I stedet for at prøve at lade som om, at problemet ikke eksisterer, så vil vi netop være aktive, så vi kan forsøge at skabe en løsning. Vi vil netop bede danskerne om at hjælpe os med at identificere de steder, hvor disse hadbeskeder forekommer, så vi reelt kan gøre noget ved det. Vi synes kort og godt, det er vigtigt, at vi kan være med til at gøre noget ved det,” skriver Michael Rahbek i et mailsvar til Bureaubiz.

#FromFlüggerWithLove kører primært fra Flüggers egne digitale kanaler og via digitale annoncer hos bl.a. BT, hvor der også er indrykket fysiske annoncer. 

Udover #FromFlüggerWithLove-initiativet, har malerkæden også lanceret et regnbuefyldt børnetapet og inviteret både kendte og ukendte danskere til at dekorere bænke i regnbuens farver. Bl.a. popgruppen Aqua har indtil videre været med til at male en bænk, mens der er lavet et partnerskab med Maria Rubrinke og Michael Kvium, der har lavet bænke til udstilling i Tivoli, som senere skal på auktion hos Bruun Rasmussen.