Første overenskomst om løn og arbejdsvilkår i reklamefilmbranchen

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Film- og tv-arbejderforeningen og Producentforeningen har for første gang nogensinde indgået en overenskomst.

Film- og tv-arbejderforeningen (FAF) og Producentforeningen har for første gang nogensinde indgået en overenskomst om løn og arbejdsvilkår for ansatte hos uafhængige reklamefilmproducenter. Det skriver parterne i en fælles pressemeddelelse.

“Det er utrolig glædeligt, at det er lykkedes at indgå den første overenskomst på reklamefilmområdet. Det er helt afgørende for vores medlemmer at sikre gode og ordentlige løn og arbejdsvilkår, så derfor er det meget vigtigt for os, at vi nu også har en overenskomst for ansatte i reklamefilmbranchen,” siger Jørgen Ramskov, direktør i Producentforeningen i pressemeddelelsen.

Fra forperson i FAF, Roar Skau Olsen, lyder det:

“Det er af stor betydning, at der nu er kommet ordnede forhold på reklamefilmsområdet. Denne første reklamefilmsoverenskomst er en milepæl i arbejdet med at skabe en work-life balance for FAF´s medlemmer, så der er klare regler om ansættelser, løn og arbejdsvilkår. FAF vil arbejde for at overenskomsten udvides til at omfatte endnu flere funktioner.”

Reklamefilmbranchen bestod i 2022 af 378 virksomheder med 620 årsværk ifølge de foreløbige tal for Danske Indholdsproducenter udgivet af Producentforeningen og baseret på en særkørsel fra Danmarks Statistik. Branchen omsatte for 889 mio. kr. og eksporterede for 222 mio. kr. skriver parterne i pressemeddelelsen.

FAF (Film- og tv-arbejderforeningen) er en faglig organisation for freelancere og ansatte inden for produktion af animation, computerspil, kort- og dokumentarfilm, multimedier, fiktionsfilm og tv.

Producentforeningen er branche- og arbejdsgiverorganisation for danske indholdsproducenter af spillefilm, tv, dokumentarfilm, reklamefilm og computerspil. 

Overenskomsten trådte i kraft ved årsskiftet.