Første Tulip-kampagne fra Anothers hånd

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

I dag lancerer Tulip en ny international brandplatform, der skal gøre Tulip relevant for forbrugerne. Se filmen her, som er produceret af Bacon.

I september sidste år blev Another valgt til leadbureau for Tulip og i dag lancerer de to parter en ny international brandplatform med navnet ‘Enjoy Together’.

Indsigten bag kampagnen kommer fra en analyse, som Tulip har lavet sammen med YouGov, der viser, at hver tredje danske familie ikke spiser sammen.

Alligevel anser mere end 85 pct. af danskerne aftensmåltidet som et samlingspunkt for familien.

Den nye brandplatform skal gøre Tulip relevant for forbrugere verden over ved at inspirere dem til at mødes omkring spisebordet.

”Vi tror på, at der er en anden måde at bygge brands på for at blive vedkommende på tværs af digitale og sociale platforme. Det kræver blandt andet, at man tager udgangspunkt i noget reelt. Vi tror på, at en god brandplatform skal findes og ikke opfindes. Og vi har sammen med Tulip været igennem en forbilledlig proces, hvor vi sammen har bygget det fundament, brandet skal vokse på fremover,” siger strategisk direktør og partner hos Another Miriam Plon Sauer.

Tulip mener, at de har mange produkter, der gør det nemmere og hurtigere at få et godt måltid på bordet, så man i stedet kan bruge tiden sammen.

”Tulips kendskab fejler ikke noget. Men vi manglede noget at stå for, som rækker videre end blot vores produkter. Det var vigtigt for os at skabe en brand platform, vi kan bygge på de næste mange år. Og det er den rejse, vi med Another ved roret nu udkommer med det første bevis på,” siger Per Bregendahl, der er senior manager hos Tulip.

Brandplatformen lanceres med en film til online og biograf og bliver løbende fulgt op af social, PR, taktisk TV og et digitalt værktøj, der skal gøre det lettere for børn at samle familien om bordet.

Filmen er produceret af Bacon og instrueret af Martin Werner.

”Enjoy Together er et stærkt udgangspunkt for Tulips brand story, og vi starter fortællingen et sted, de flest travle forældre sikkert kan genkende. Så må vi se, om det næste kapitel fortsætter hos unge kærestepar, gamle venner, eller et helt tredje sted. Det er i hvert fald en universel platform, der giver masser af kreativt spillerum på tværs af alle medier,” siger kreativ direktør og partner hos Another Thorkild Bjerre.

Ud over Another har Tulip følgende bureauer: Envision, der er trade bureau, Heyday, der er digitalt bureau, Ogilvy (tidl. J. Walther Thompson).