Føtex barberer tilbudsavisen

Lars Hedegaard Pedersen,
journalist og kommunikationsrådgiver

En af markedets mest omfangsrige tilbudsaviser bliver fremover væsentlig tyndere, når Føtex reducerer antallet af sider i tilbudsavisen med hele 40 pct. Det sker blandt andet for at skåne klimaet.

Tilbudsaviserne fra Salling Groups supermarkedskæde Føtex bliver fremover væsentligt tyndere.

Med en reduktion i det samlede sideantal på 40 pct. kommer supermarkedskæden til at reducere sit papirforbrug med op til 3.000 tons i indeværende år.

“De penge, vi sparer på at trykke færre sider, bruger vi ganske enkelt på endnu bedre tilbud. Derfor kommer det altså både kunderne og klimaet til gode” – Thor Jørgensen, direktør for Føtex

Det sker ikke mindst for at skåne klimaet.

“Mange af vores kunder er meget glade for den trykte tilbudsavis, som lander i postkassen hver uge. Og det vil fortsætte. Men vi kan gøre en forskel og skåne klimaet ved at reducere antallet af sider i aviserne kraftigt, hvilket vi derfor kommer til at gøre i år,” siger Thor Jørgensen, direktør for Føtex, og understreger, at besparelserne på at reducere tilbudsavisen bliver sendt direkte videre til kædens kunder i form af bedre tilbud.

“De penge, vi sparer på at trykke færre sider, bruger vi ganske enkelt på endnu bedre tilbud. Derfor kommer det altså både kunderne og klimaet til gode,” tilføjer Thor Jørgensen.

Samtidig vil Føtex flytte endnu flere tilbud over på mere klima- og miljøvenlige alternativer til den trykte tilbudsavis.

“Vi kommer ikke til at gå på kompromis med de gode tilbud eller antallet af dem. Tværtimod. Men vi vil gerne gå på kompromis med tykkelsen på vores tilbudsavis, da vi med markant færre sider i vores avis både kan imødekomme forbrugernes ønsker og samtidig skåne klimaet. Det vinder alle ved, og derfor falder det os helt naturligt,” slutter Thor Jørgensen.

Føtex har de senere år allerede reduceret antallet af sider i tilbudsavisen som følge af, at antallet af læsere af den trykte udgave har været faldende.

Den markante reduktion af tilbudsavisen ventes i øvrigt at udgøre en væsentlig besparelse af Salling Groups samlede papirforbrug.