Folkets dom: Brandhouse og Saatchi løb med sejren

Peter Engholm
25@mail.dk

Nyhed ved True Award. To af de shortlistede film fik ingen pris af juryen, men vandt publikums og – som noget nyt – de studerendes gunst.

Saatchi & Saatchi havde to arbejder på shortlisten ved True Award 2013 – men her stoppede juryens anerkendelse, for det blev ikke til en pris.

Men bureauet – og annoncøren i form af Coca-Cola – gik nu ikke tomhændet hjem, for True Award-arrangørerne – Producentforeningen og Dansk Annoncørforening – havde en nyhed på programmet: De studerendes pris. Og dén vandt Saatchi og Coke med filmen Lussing.

Det er studerende ved Kreativ Kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), der blandt de shortslistede arbejder havde vurderet Lussingen som en værdig vinder.

Om baggrunden for at overlade scenen og opmærksomheden til de studerende siger Christian Bévort, juryformand og formand for Producentforeningen:

”De studerendes pris er – sammen med Publikumsprisen – andre øjne på branchens arbejde. Samtidig er de studerende fremtidens stemme og inspiration, da vi jo ved, at en vis del af de unge på Kreativ Kommunikation kommer ind i branchen efterfølgende. Men i modsætning til os andre er de ikke belastet af at have været i branchen i mange år.”

Christian Bévort oplyser, at De studerendes pris er en slags test i True Award. Bliver den godt modtaget, så fortsætter den.

Initiativet bliver kaldt både perspektivrigt og sjovt af Dorte Nielsen, der er uddannelsesleder på Kreativ Kommunikation på DMJX.

”Sjovt og lærerigt for de studerende, fordi de er vant til, at det er dem, der sender ind og bliver bedømt. Og perspektivrigt, fordi fornyelse inden for kreativitet – og kreative priser – også kommer nedefra. True Award fortjener ros for at øge samspillet i branchen med denne pris,” siger Dorte Nielsen.

Også Publikumsprisen, der i modsætning til De studerendes pris er et fast inventar i True Award, gik til et arbejde, som juryen ”nøjedes” med at nominere – altså uden at give en pris.

Men det var dog en pris-vant annoncør, der vandt publikums gunst: Interflora, med filmen Old Love, der er udviklet af Brandhouse og produceret af Bacon.  

“Med denne film er det lykkedes os at ramme de følelser, der ligger bag at tænke på hinanden. Vi kan se på filmens score, at den rammer dybt ind i folk, og det bekræftes meget godt af denne pris,” siger adm. dir. Stiig Helgens Binggeli, Brandhouse.

  • DE STUDERENDES PRIS

    Titel: Lussing

    Annoncør: Coca-Cola

    Bureau: Saatchi & Saatchi

    Producent: M2Film

    Producer: Bjarke Toft

    Art Directors: Rune Petersen, Jason Mendes

    Tekstforfatter: Johan Køhler

    Instruktør: Tore Frandsen

https://vimeo.com/58196447

  • PUBLIKUMSPRISEN

    Titel: Old Love

    Annoncør: Interflora

    Bureau: Brandhouse

    Producent: Bacon