I januar meddelte Royal Unibrew, at Hjaltelin Stahl Gruppen fremover skulle være bureau på at bringe Egekilde mærket videre i sin positive udvikling. På mandag er der premiere på det nye reklameunivers, der kan ses bl.a. på tv, et nyt site, øget synlighed i butikken samt et Facebook-site, hvor tv-filmene kan ses allerede nu – og her.
“Egekilde har været en succes siden introduktionen i 2006 og er i dag f.eks. markedsleder på mineralvand med brus og i kategorien Nielsen, mærkevarevand. Men vi følte ikke længere, at vores reklameunivers fra 2006 afspejlede den målgruppe, vi henvender os til, og den tid vi lever i,” siger Rolf Kube, marketing manager Soft Drinks i Royal Unibrew.
Han peger på, at den nye kommunikationsplatform er en ny og markant retning for mærket, som “ikke bare fanger målgruppen i tiden, men også kommer tættere på, hvad Egekilde egentligt er” – både som produkt og brand.
“Det er lykkedes at skabe en kommunikation, som kommer til at stå ud i en kategori præget af ofte generiske kampagner. Og forbrugerne ser også ud til at kunne lide den nye stil. Vi har pre-testet filmen, og det er én af vores bedste tests på Egekilde nogensinde,” siger Rolf Kube.
Hos Hjaltelin Stahl Gruppen har partner Jens Peter Jensen ikke lyst til at sætte for mange ord på kampagnen:
“Omdrejningspunktet for vitaliseringen af Egekilde er “Ren Naturkraft”, der er en attitude, en kraft, en følelse, der er svær at beskrive i ord – men let at føle, holde af og intuitivt forstå, når man ser kampagnen. Den rene naturkraft udspringer af den renhed, der ligger i det naturlige mineralvand, dybt nede fra den sydsjællandske kalkholdige undergrund – kombineret med den kraft, naturen repræsenterer, når den folder sig aller flottest ud.”, siger Jens Peter Jensen, Partner i Hjaltelin, Stahl Gruppen.
Musiksiden er i filmen skabt af The Naked And Famous – i form af nummeret Young Blood.