Forbrugerne køber mere med digitale rabatkoder

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Danske forbrugere går efter ’et godt tilbud’. Det gælder også på nettet, hvor rabatkoder får forbrugerne til at købe mere – især de unge forbrugere. Det viser analyse fra FDIH.

Danskerne er et krejler-folkefærd. Det kommer også til udtryk, når de handler på nettet, hvor de køber mere – især de unge forbrugere – hvis de kan få fingre i en rabatkode.

Det er FDIH – Foreningen For Dansk Internethandel – som med en analyse fra 1.256 respondenter, konstaterer, at danske forbrugere – især de unge – giver udtryk for, at hvis de kan få fat i en rabatkode, så køber de mere.

”Som forbrugere er vi altid glade for ’et godt tilbud’ og derfor er vi flittige brugere af digitale rabatkuponer, altså rabatkoder. Storforbrugerne af rabatkoder er kunder under 50 år med børnefamilierne i spidsen og de vurderer selv, at gode rabatkoder får dem til at købe mere,” siger Annette Falberg, direktør i FDIH.

Ifølge analysen vil 42% af de unge under 25 købe mere, hvis der følger en rabatkode med.

Annette Falberg pointerer dog, at rabatkoden skal være personlig og ikke generel:

”En generel kode, som alle har adgang til, opleves ikke som helt så ’god’, som den kode man modtager personligt, f.eks. som særligt medlemstilbud. Det kræver altså en målrettet indsats fra netbutikkerne over for de enkelte kunder, som til gengæld køber mere,” siger Annette Falberg.