Forbrugerombudsmanden forkaster Danske Spil-slogan

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

I hvert fald når det bruges af Danske Licens Spil. Det gælder ’Til glæde og til gavn’, som Forbrugerombudsmanden mener vildleder.

Danske Spil-koncernen har i de seneste 10 år brugt sloganet ’Til glæde og til gavn’. Sloganet fortæller om de udlodningsmidler, som bl.a. er kommet spejdere, foreningsledere, musikere og skoleelever til gavn.

Men når Danske Licens Spil, der udbyder bl.a. Oddset og online casino, bruger sloganet, så går der mudder i kommunikationen.

Forbrugerombudsmanden beder Danske Licens Spil om at stoppe med at bruge ’Til glæde og til gavn’ i sin markedsføring af spil, med mindre spiludbyderen præciserer, at overskuddet går til staten og ikke til udlodningsmidlerne.

For siden liberaliseringen af det danske spil-marked fra 1. januar 2012 er det kun overskuddet fra Danske Lotteri Spil, som bliver til udlodningsmidler. Hos søsterselskabet Danske Licens Spil går overskuddet fra salget til staten og til konsolidering af selskabet.

Den officielle vurdering fra Forbrugerombudsmanden lyder: 

  • Danske Licens Spil vildleder med sloganet ”Til glæde og til gavn”, fordi forbrugerne forbinder det med udlodningsmidlerne, der går til almennyttige formål
  • Danske Licens Spil kan bruge sloganet i sin markedsføring, hvis selskabet præciserer over for forbrugerne, at overskuddet ikke går til udlodningsmidlerne, men til staten
  • Danske Licens Spil lovligt kan bruge sloganet uden præcisering, hvis forbrugerne på et senere tidspunkt ikke længere forbinder det med udlodningsmidlerne

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Danske Licens Spil vildleder, når det bruger sloganet ”Til glæde og til gavn”, fordi forbrugerne typisk forbinder det med støtte til velgørende formål. Det er baggrunden for, at jeg har bedt selskabet om at præcisere sloganet.”

Hun tilføjer:

”Jeg har været i dialog med Danske Licens Spil, der har bekræftet, at det fremover vil bruge sloganet, så det ikke vildleder forbrugerne. Det er jeg meget tilfreds med.”