Forbrugerombudsmanden stævner Post Danmark

Peter Engholm
25@mail.dk

Omslaget ”Med rundt” har adresse på – men er uadresseret, mener Post Danmark. Forbrugerombudsmanden er uenig og vil nu lade domstolene afgøre, om markedsføringsloven overtrædes.

Forbrugerombudsmanden har stævnet Post Danmark for at overtræde markedsføringsloven med omslaget “Med Rundt.”

Omslaget, der omdeles i forbindelse med uadresserede reklamer, har adresse på, og derfor mener Forbrugerombudsmanden, at det skal anses for at være en personlig adresseret reklame henvendelse.

Personlig adresserede reklamer må ikke leveres til personer på “Robinsonlisten”, og det er “Med Rundt” omfattet af, mener Forbrugerombudsmanden.

Dette er Post Danmark ikke enig i, og man omdeler derfor omslaget til alle husstande, medmindre man har tilmeldt sig ordningen “Nej tak til reklamer”.

Post Danmark anfører bl.a., at det er af produktionsmæssige årsager, at man påfører en adresse på omslaget, og at der ikke er tale om en individuelt udformet forsendelse i lovens forstand.

Da parterne ikke har kunnet blive enig om dette spørgsmål, har Forbrugerombudsmanden nu valgt at indbringe spørgsmålet for domstolene.