2008 var et sort år for den amerikanske bilindustri, og regeringen måtte træde til for at undgå kæmpestore konkurser.
Men Ford valgte at klare sig selv, og det har man gjort så godt, at firmaet nu er blevet kåret som Årets markedsfører af branchebladet AdAge.
Men endnu vigtigere – salget er i år steget med 17 pct. hvilket er det dobbelte af markedsvæksten, og overskuddet for første halvår blev på 25 mia. kr. – det største i selskabet siden 1998.
I spidsen for marketing finder man Jim Farley, der blev rekrutteret fra Toyota/Lexus i 2007. Han var imponeret over Fords topchef Alan Mulally – men var bekymret for, om kulturen ville acceptere ham.
“Jeg kan lide ideer, hvor tingene vendes på hovedet, kreativ tænkning – hos kunden, ikke bureauet. Jeg forventer, at holdet kommer op med nye ideer, og jeg var bange for, at kulturen ville udstøde mig som et dårligt organ. Alan svarede blot: Jim, vi står ryg mod ryg. Lige som Wyatt Earp,” fortæller Jim Farley.
Søren Nøhr fra Bates Y&R, der har mange års erfaring med markedsføring af biler, er ikke overrasket over valget af Ford.
“Ford har søgt at gå nye veje i markedsføringen – men ikke desperat, fordi man har manglet penge eller andet. Det har virket velovervejet og gennemtænkt, og det digitale er indarbejdet godt i Fords markedsføring,” siger Søren Nøhr og fortsætter:
“Specielt lanceringen af Fiesta i USA fremtræder som en rigtig god case på cross-over, hvor det er lykkedes at få aktivering, sociale medier og traditionel annoncering til at spille godt sammen.”
På AdAge har læserne også kunnet stemme, og de var ikke enige i valget af Ford, som blev henvist til en delt 2. plads med Chick-fil-A. Læserne kårede derimod Southwestern Airlines som marketer of the year.
Så hele præsentationen af Ford hos AdAge her
Samtidig med kåringen af Ford gav Apple anledning til en del diskussion hos AdAge. Firmaet har en gang i det forløbne ti-år været kåret som årets annoncør men flere gange optrådt på shortlisten. Meningerne var delte om Apple i forbindelse med årets markedsfører, men i sidste ende traf man beslutningen, at give firmaet en særlig hyldest som årtiets markedsfører.
Apple fortjener en særlig opmærksomhed: lanceringen af IPad og Iad, det fortsatte flotte salg af Mac, IPod og IPhone, den succesfulde strategi med flagskibsbutikker samt håndteringen af krisen omkring antennerne i IPhone4.
Apple har haft stor indflydelse på branchen og er ikke til at komme uden om.