11 danske foreninger, der beskæftiger sig med hjernesygdomme og hjerneskader samler for første gang kræfterne i en fælles kampagne i og op til den internationale hjerneuge i uge 11.
Det er det lille bureau Thinkhouse, der er blevet valgt som leadbureau til at udvikle en fælles identitet, fælles logo og kampagneplan for de 11 ngo’er.
Kampagnen, der er startskuddet på et tilbagevendende fokus på den årlige hjerneuge i uge 11, vil udover en Facebook kampagne indeholde følgende centrale elementer:
- Optræden i bl.a. TV2 Go’Morgen og Go’Aften Danmark, som laver en tema uge med fokus på hjernen. Bl.a. med interview af den danske triatlet Camilla Pedersen, der efter at have ligget i koma, blev verdensmester og Årets Sportsnavn I 2014.
- Forpremiere på den amerikanske film: Concussion med Will Smith i hovedrollen. En film, der sætter fokus på de hjerneskader, der kan opstå ved at dyrke amerikansk fodbold.
Med kampagnen i uge 11 er det første gang, at det er lykkedes, at samle så mange hjerneforeninger til en fælles aktivitet, og direktør i Hjerneskadeforeningen, Morten Lorenzen, håber, at samarbejdet vil strække sig til yderligere aktiviteter.
I den forbindelse skeler han til en anden aktør, der engang var mange foreninger, men som har samlet sig i een organisation.
”Kræftens Bekæmpelse henter 700 mio. kroner om året. Vores foreninger tilsammen henter måske 30-35 mio. kr. Så man kan hurtigt regne ud, at det godt kan betale sig at arbejde tættere sammen”, siger Morten Lorenzen.
400.000 danskere påvirket
Formålet med kampagnen udover at man gerne vil samle flere penge ind til hjerneskadede og folk med hjernesygdomme er, at fortælle, at over 400.000 danskere lever med eftervirkninger af hjerneskade eller hjernesygdom.
Til sammenligning lever – ifølge Morten Lorenzen – 263.000 danskere med en eller anden form for kræft.
”Vi ønsker at få noget mere opmærksomhed med hjerneugen og få flyttet nogle tabuer og det tror vi, at vi gør bedre ved at arbejde sammen på tværs af foreningerne.”
Thinkhouse blev i øvrigt valgt på baggrund af deres arbejde med en anden oplysningskampagne, som de i fredags fik en sølvpris for ved Danish Digital Award sammen med Thinkpr.
”Vi lavede sidste år oplysningskampagnen om 100 året for kvinders valgret. Det er på baggrund af den kampagne, at vi er blevet valgt til hjernekampagnen. Så er det kun ekstra dejligt, at vi ovenikøbet lige har fået en pris for den første kampagne, ” siger Anders Larsen, kreativ direktør i Thinkhouse.
De 11 deltagende foreninger er:
- Hjernerystelsesforeningen
- Hjerneforum
- Hjerneskadeforeningen
- Dansk Epilepsiforening
- Parkinsonforeningen
- ADHD-foreningen
- Alzheimerforeningen
- Hjernesagen
- Hydrocephalus Foreningen
- MarselisborgCentret
- Spastikerforeningen