Forkert brug af før-priser udløser politianmeldelse

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Er en Før-pris den oprindelige listepris eller er det den senest kendte pris? Forbrugerombudsmanden siger det sidste, og det koster Imerco en politianmeldelse.

Før-priser i forbindelse med tilbud skal være korrekte. Det ved de fleste formentlig, og er vel ganske naturligt, da man ellers kan få tilbud til at se bedre ud, end de er.

Til gengæld kan der være lidt mere diskussion om, hvad en førpris er – er det den officielle listepris eller er det den seneste pris – og det koster nu isenkram-kæden, Imerco, en politianmeldelse fra Forbrugerombudsmandens side.

Hun tolker det nemlig således, at det er prisen før prisnedsættelsen frem for oprindelig pris.

Imerco havde i perioden fra den 28. april 2014 og frem til 8. september 2014 på virksomhedens hjemmeside markedsført en hvid KitchenAid røremaskine til 2.999,95 kr. med en angivet førpris på 4.399,95 kr. Efter 8. september 2014 nedsatte Imerco røremaskinen yderligere til 1.999,95 kr.

Men altså stadig med angivet førpris på 4.399,95 kr. Og det mener Forbrugerombudsmanden er forkert.

”Imerco har oplyst en forkert førpris, så tilbuddet så bedre ud, end det faktisk var. Forbrugerne er blevet vildledt, og jeg har derfor politianmeldt selskabet for at overtræde markedsføringsloven,” siger Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.

Spørgsmålet er så, om Imerco havde forbrudt sig, hvis man i stedet for Før-pris havde skrevet Nypris.

Men det ville ikke ændre, lyder det fra specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden, Mai R. Hansen

”Det centrale er, at man ikke må vildlede med førprisen, og Imercos oprindelige tilbud kørte i så lang tid, at man må sige, at det nu er markedsprisen – og derfor også den førpris, der bør angives i det nye tilbud,” siger Mai R. Hansen.