Formandsskifte i DRRB skubbes til generalforsamlingen

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Jan Olsen begynder d. 1. januar som topchef for Visitdenmark – men træder først tilbage som formand for DRRB til marts. Han forlader også formandsposten i BBDOs produktionsbureau.

Jan Olsen får travlt i de første måneder af næste år. Ikke bare fordi han d. 1. januar tiltræder et nyt job som topchef for Visitdenmark – han fortsætter nemlig også som formand for Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening (DRRB).

Det blev aftalt på et bestyrelsesmøde i DRRB i aftes.

“Generalforsamlingen ligger d. 14 marts, og der går jeg så af. Men vi er så tæt på generalforsamlingen, at det blev set som mest hensigtsmæssigt, at jeg gør mine igangværende opgaver færdige,” siger Jan Olsen og fortsætter:

“Det er ikke kun et spørgsmål om en ny formand. Der skal også findes nogle flere bestyrelsesmedlemmer, idet der er nogle ledige pladser. Det er således en mere omfattende kabale, der skal kigges på, og det får vi nu gjort i god ro og orden.”

Dermed vil DRRB i de første måneder få en repræsentant for en bureaukunde som formand.

“At vi kan gøre tingene på denne måde afspejler den tillid, der er i vores samarbejde, og den er jeg selvfølgelig glad for,” siger Jan Olsen.

Han vil selvsagt ikke blive involveret i nye opgaver, og selvom det nye job vil stille store krav, mener han således, at det er realistisk, at kunne håndtere både jobbet og færdiggøre DRRB-opgaverne.

Jan Olsen er også formand for BBDOs produktionsbureau, Fast Forward. Den post forlader han senest d. 31. december.

“Vi har ikke holdt bestyrelsesmøde endnu, så jeg kan ikke sige meget mere end det,” siger Jan Olsen.

Her er der tale om en lidt mere kompleks opgave, idet Fast Forward også for nylig har mistet sin adm. dir. Bureauet har desuden en utraditionel ejerstruktur, i skikkelse af BBDOs adm. dir. Niels Folmann og A Cph, som ejes af de tidligere Atmosphere-ejere og BBDO-direktører, Carsten Vigh og Tobias Smidth-Fibiger.

A Cph er genstand for en strid om kontraktbrud, hvor A Cph ejerne har stævnet BBDO – som har varslet en modstævning.