Et glimt ind i fremtiden, inden man vælger uddannelse? Jo-tak, og nu kan det blive virkelighed – en virtuel én – takket være et nyt koncept, som Ogilvy har udviklet for Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
Ogilvy, der for godt et år siden vandt en pitch foran syv andre bureauer, har i samarbejde med Forsvaret skabt en række interaktive 360°-film, hvor seeren kommer tæt på nogle af de mange oplevelser, der venter i Flyvevåbnet, Hæren og Søværnet.
Brugeren placerer sin smartphone i en papbrille og kan herefter bevæge sig frit rundt i gummibåd, i åbent hav, sidde i cockpittet i en F-16 eller opleve verden fra en kampvogn.
Opgaven var egentligt at bringe liv til et brochurekoncept, som Forsvaret kunne uddele til unge mennesker ved messer og uddannelsesdage.
Men de særlige omgivelser og oplevelser, man kan opleve hos Forsvaret, er svære at formidle på papir i en hal eller ved en messestand. Desuden spurgte de besøgende på messer om hverdagen i Forsvaret og ville gerne ’bag facaden’ på uddannelserne. Derfor blev løsningen et helt nyt medie.
Anders Mejnholt-Jacobsen fra Forsvarets Rekruttering siger:
”Vi ser et stort potentiale i den virtuelle kommunikationsform. Forsvarets virkelighed er unik og svær at videreformidle til folk, der ikke selv har erfaring fra Forsvaret – og det har vores målgruppe sjældent. 360° interaktive film giver os mulighed for at bringe unge mennesker tæt på vores verden – på en måde, som andre medier ikke kan. Vi regner med, at dette bare er den spæde begyndelse”.
Kampagnens film kan ses via YouTube-app’en på sedinfremtid.dk. Og filmene er blevet godt modtaget på de sociale medier. Alene på FaceBook er de efter knap en uge nået ud til ca. 1 mio. mennesker med godt 250.000 afspilninger og har affødt bl.a. begejstrede kommentarer og ca. 1.000 delinger.
Thomas Martin Hansen, Client Service Director hos OgilvyOne, mener, at det ikke kun er de unge, der har fået et blik ind i fremtiden:
”Alle spår, at virtuel reality får gennembruddet i år, og vi er også overbeviste om, at vi vil se meget mere til denne teknologi i fremtiden. Udfordringen er, at man ikke lader sig forblænde af de teknologiske muligheder, men holder fokus på at skabe relevant og nærværende kommunikation. Vi har brugt teknologien til at skabe konceptet ’Se din fremtid’, der løfter løsningen af vores opgave markant, og som indsamler permissions, vi kan arbejde videre med.”