Blandt sidste uges mest omtalte kändisser var L.O.C. – rapperen og dommeren i TV2’s “Voice – Danmarks største stemme” i dobbelt-front i TDC’s aktuelle kampagner. Både som en del af “Mit TDC”-fremstødet, skabt af Partners, og som solist i det usædvanlige udgivelsessamarbejde, skabt af Subsero, hvor L.O.C.’s nye album udelukkende udkommer via TDC.
Og små 200.000 fans på Facebook kan ikke tage fejl: L.O.C. er yderst populær. Men hvem er hans kernemålgruppe? Det er ikke sådan lige til at svare på – selv om det ikke har skortet på forsøgene. Og TDC har endda selv bidraget med to forskellige.
I onsdags, i Dagbladet Børsen, gav TDCs MarCom-direktør, Camilla Ramby, denne beskrivelse – i forbindelse med Partners-kampagnen, der portrætterer både ukendte og kendte danskere:
“Vores opfattelse af de her kendisser var en anelse forskellig fra fokusgruppernes. Vi troede, at Oh Land appellerede til de unge, L.O.C. til de 30-40 årige og Frödin til resten. Men sådan forholdt det sig ikke. Frödin tog de unge og L.O.C. de midaldrende – mens Oh Land holdt stik og tog de unge. Det var en overraskelse.”
Altså en L.O.C., der egentlig havde ung appel, men reelt ramte de ældre. Ok, men dagen efter var pendulet svinget tilbage, for da sagde samme Camilla Ramby til samme Børsen om den samme L.O.C. – i forbindelse med album-udgivelsen:
“Der er nogle segmenter, som vi ikke har så godt fat i. Ved at tilbyde albummet gratis fra vores hjemmeside håber vi på at kunne trække en yngre målgruppe ind i vores butik.”
Camilla Ramby – tager fokusgrupperne fejl, siden I nu samarbejder med L.O.C. for at nå de yngre?
“L.O.C. har unægtelig fat i de unge. Det ligger fast. Men hos fokusgrupperne kunne vi se, at han også rammer mellem-segmentet. 40+ kvinderne viste sig at være ret pjattede med ham. Og på dén baggrund fik vi analyseret hans appel: Og han formår virkelig at bevare sin rapperprofil og appellere til de 40-årige. Hvis man appellerer så bredt, så må man normalt ofre noget for det – men det har L.O.C. ikke gjort, og det er et udtryk for hans høje integritet.”
L.O.C.er altså en segmentmæssig bonus …?
“Det kan du sige – det var en behagelig overraskelse. Vi vidste, at det ville rykke, når han kom på TV2 om lørdagen, men en så bred appel havde vi ikke forestillet os,” siger Camilla Ramby.