Andreas Herring var creative director i urfirmaet About Vintage, samme sted var Pauli Abrahamsen performance director. Her stoppede de i foråret for at stifte Bureauet Fredag – ja, begge ord indgår i navnet.
De kalder bureauet et kreativt performance bureau, ”som skaber harmonier mellem branding og marketing”. Det har indtil videre udmøntet sig i automation strategier for NiceHair og Mismo, brand advisory og content udvikling for Mos Mosh Gallery samt store brandkampagner for About Vintage og Garment Project.
Det hedder Bureauet Fredag, for da begge var hos About Vintage, blev det besluttet at indføre en firdages arbejdsuge, hvor fredagen var fri. Andreas Herring fortæller:
”Pauli og jeg talte om at bruge fredagen på små projekter, hvor vi kunne hjælpe venner og bekendte. Det var stor interesse for i vores respektive netværk, og tanken om at lave vores eget blev hurtigt så tiltalende, at vi begge sagde vores jobs op, for at gå fuldtid i det, der selvfølgelig ikke kunne hedde andet end Bureauet Fredag.”
At stifte eget bureau var måske nok tiltalende, men det gjorde det ikke let:
“Det var ikke uden sommerfugle i maven, da vi begge har visse forpligtelser med koner, børn, huse og sommerhuse, så kravet til succes var stort. Og da vi aldrig før har drevet bureau, var vi på dybt vand,” siger Andreas Herring.
Der var givet grønt lys hjemmefra til et par hårde måneder, og første mål var at tjene en månedsløn. Det blev nået ved den første måned, og månedslønningerne er – trods en presset livsstilsbranche – fortsat. Bureauet Fredag har ”fulde bøger resten af året og flere spændende projekter i pipelinen” og den første deltidsmedarbejder er netop ansat.
Pauli Abrahamsen siger:
“Jeg tror, vores styrke er forskelligheden. Min styrke ligger i struktur, forretningsforståelse og performanceoptimering, og Andreas er meget mere kreativt og visuelt orienteret. Så vi kan bygge kampagnen fra A-Z, der visuelt er on brand, og som performer økonomisk.”
I 2014 blev kommunikationsbureauet Friday stiftet. Er I stødt på nogen, der har forvekslet jer med dem?
”Nej, og jeg tør slet ikke sammenligne os med dem. De er en helt anden størrelse end os, og vi laver desuden noget helt andet,” siger Andreas Herring.