D. 25. april gik Bureaubiz i luften. Den talmæssige situation i dag knapt et halvt år efter er, at vi netop har rundet 2000 modtagere på den daglige nyhedsmail, og at vores trafik ligger på ca. 60.000 sidevisninger og 30.000 besøg hver måned.
Hvis vi skal beskrive det i sportsmetaforer, så er vi i gang med et 5 kilometer løb, og vi har netop rundet 2 kilometer mærket i, hvad vi selv synes er en rimelig tid.
Også indtægterne udvikler sig positivt, men helt forudsigeligt følger de en mindre stejl kurve. Sådan foregår det i medieverdenen. Så vi vil ikke sige nej tak til lidt ekstra doping, hvis der skulle sidde en læser eller to med lyst til at bruge nogle penge på f.eks. jobannoncer.
Efterårsferien står for døren og det betyder, at en enkelt af Bureaubiz’ redaktionelle medarbejder skal gense familien. Den ene person er dog lig med 50 pct., og derfor vil Bureaubiz ikke køre helt normalt i næste uge.
Vi vil være i gang hver dag – men vi vil ikke nødvendigvis komme med en nyhedsmail hver dag.
Vi håber på forståelse fra læserne.
Hilsen
Redaktionen