Af Hanne Feldthus

Klumme: Kongehusets almindelige slendrian og manglende bidrag til verden har reduceret dem til et traditionel reklameunivers med to mand i en købmandsbutik, der fortæller om produktet.

Klumme er kendt for sin hang til at indtage det ledige standpunkt og gøre sig besværlig desangående. Lige for tiden har vi en vældig debat om kongehuset, som Klumme er blevet svært begejstret for, siden vi for nogle år siden flyttede ind til byen og blev naboer til Amalienborg.

Uha, den er glad for, at vi deler endevæg med de kongelige. At de så godt som aldrig er hjemme og skyder upassende mængder af fyrværkeri af, når de endelig er der, kan ikke dæmpe dens begejstring.

Den royale familie kan – i Klummes lille forskruede univers – ikke gøre noget forkert. Specielt kronprinseparret og deres afkom er et hit. Den kan falde i svime over Marys slanke skikkelse, hendes gode smag og elegante kjoler med tilhørende hatte, og den er overbevist om, at hun bare er sådan en god mor.

Ligesom Frederik virker så flink. En rigtig guttermand. Og tænk, at han vandrede over indlandsisen uden at skifte underbukser. Og tilmed transporterer ungerne i børnehave i en Christiania-cykel.

Stor er Klummes misundelse over aldrig at blive inviteret med til de fine baller. Specielt når den i sladderbladene kan se, at andre reklamefolk deltager i udskejelserne, går den ude af sit gode skind og håner mig for min omgangskreds, der er alt for hippieagtig til dens sociale ambitioner.

Når jeg fortæller den, at adgangsbilletten til festivitasen ligger uden for vores økonomiske rækkevidde, ryster den opgivende på hovedet. Men vi har altså ikke et château, en lystjagt, en fornem ridehest eller en hurtig sportsvogn, vi kan låne de kongelige, der tilsyneladende mestendels lever på nas hos alle med lidt penge.

Klumme mener, at jeg er indebrændt og i virkeligheden drømmer om at få lov til at gå op ad den røde løber og blive interviewet om min kjole af en slesk hofreporter.

Jeg evner ikke at gøre den begribeligt, at Frede og Mary har fået mig til at blive glødende republikaner. Jeg krummer tæer, når jeg hører dem udtale sig med indstuderede vendinger om noget, de tydeligvis hverken har forstand på eller interesse.

Ikke at man kan forstå alverden af, hvad Frede siger, men den famlende usikre måde, han siger det på, fortæller alt om, at han ønsker sig langt væk, formodentlig til en bar med et glas champagne i hånden omgivet af en mur af hofsnoge, der ikke udfordrer hans intellekt. Alternativt til den gennemkorrumperede IOC-forsamling, hvor han sikkert heller ikke har grund til at frygte at falde igennem.

Hvordan kan vi danskere lade os repræsentere af nogen, der virker som om, de aldrig har læst en bog, som holder fri 300 dage om året, og hvis mest bemærkelsesværdige bidrag til denne verden er deres evne til at reproducere sig.

Jeg forstår det ikke.

Men det gør Klumme. Og den bliver rasende, når jeg fremhæver, at det moderne, danske samfund bygger på meritokrati (se note) med kongehuset som absolut eneste undtagelse. “Merito… hvafornoget?” Råber den.

Men det kan den få lov til at google. Jeg gider ikke forklare.

På det tidspunkt i diskussionen er den så trængt, at den tyr til det allermest almindelige argument blandt blåøjede royalister: “Hvem kan bedre end kongehuset gøre reklame for Danmark i udlandet?”

Jeg elsker det, elsker det, elsker det.

Tænk, at jeg kan få Klumme til helt frivilligt at udråbe Frede og Mary til hele Danmarks Kaj og Bøje.

Det er frydefuldt, at betragte mine fine naboer som et reklameunivers, skabt ud fra den velkendte model: “To mand i en købmandsbutik taler om produktets fordele, imens de fyrer vittigheder af.” Eller to måger på en pind eller en lilla dukke og en pæn passager i et tog. Jeg kunne blive ved.

Modellen er gennemtestet og virker (næsten) hver gang. Og Eksportrådet kan glæde sig over, at castingen er på plads, og at skuespillerne ser så pæne ud, at det er ligegyldigt, hvis de kløjes lidt i replikkerne.

Tilmed behøver Eksportrådet ikke bekymre sig om, hvorvidt deres talsmænd bliver taget i noget ulovligt al den stund, at de er hævet over det almindelige retssystem og hverken kan anklages eller straffes.

Og så er de billige i drift. Dronningen skal kun have 72,6 mio. kr. for ulejligheden, kronprinseparret 17,6 mio. og Joachim 3,2 mio. Og det er jo ingenting og kan også kun lade sig gøre, fordi de ikke skal betale skat.

Tillykke til Eksportrådet.

Læserservice: I følge Wikipedia er meritokrati en styreform hvor intelligens, kompetence og ydelse er grundlaget for magtfordeling og social status.

Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bogen “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.

Kommentarer

  1. Men Prins Henry ka’ da spille klaver og skrive svulmende poesi – på udenlandsk …

  2. Denne artikel lugter af en skribent hvis længste udlandsrejse er en weekendtur til Bornholm. Os andre der rejser rundt udenfor landets grænser får ihvertfald at føle hvorledes kongehuset repræsenterer vores lille folkefærd på bedste vis.
    Janteloven (måske i dette tilfælde Tanteloven) har vist desværre spillet et puds på skribenten som forsæger at gemme sine reele holdninger bag et alterego…
    Lad os nu få nogle artikler om selve branchen og dens fremtid – i DK eller udenfor istedenfor disse “lad-os-svine-alt-og-alle-til” artikler.

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club