Freelancer erstatter Niels Folmann på tv-skærmen

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Anne Glad skal have ny makker i Kender du typen. Desuden kommer der ny vært på programmet.

Kender du typen

Tv kan stadig give berømmelse – og det gælder også de reklamefolk, der optræder som eksperter i livsstilsprogrammet, Kender du typen på DR1.

I slutningen af marts vil Anne Glad dog skulle vænne sig til adskillige nye ansigter. Dels får hun en ny vært, idet Jens Blauenfeldt udskiftes med Mads Steffensen, dels skal hun dyste mod en ny bureaumand, idet Niels Folmann efter en lang årrække i programmet også stopper.

I stedet bliver det en freelancer, der nu skal bevæge sig ind i rampelyset som vores alle sammens livsstilsekspert.

Christian Grau har en fortid som tekstforfatter på bl.a. Republica og Kunde, men har været selvstændig siden 2004.

Han er dog ikke ukendt med tv-optrædender, idet han er Go’morgen Danmarks faste bil-ekspert. Christian Grau har desuden forenet segment-indsigten og sin bilviden (motorredaktør på Euroman siden 2000) i bogen “Mænd & Biler. Hvad siger du med din bil – og hvad siger din bil om dig?”.