Frelsens Hær har valgt at skifte bureau – men også valgt at blive i Århus idet organisationen har valgt at flytte fra Recommended til Scanad i Århus.
Det er dog ikke budgettets størrelse, der får bureaudirektør Jesper Søderberg til gerne at ville prale med historien.
“Indrømmet. Det er ikke et stort budget,” siger han og fortsætter:
Men det er nogle utroligt engagerede og dedikerede mennesker, som har vist at de også tør gå kreativt til kant. Derfor er det en sjov kunde, og vi har da også nogle medarbejdere, der brænder for at skulle arbejde for dem.”
Selvom det således fremstår som en con amore præget kunde, så er der dog tale om et reelt kundeforhold.
“Frelsens Hær er en af Danmarks ældste og mest kendte organisationer inden for socialt arbejde, og de er meget optaget af at fremme deres værdier og påpasselige med ikke at få beklikket deres troværdighed,” siger Jesper Søderberg.
Samarbejdet omfatter blandt andet idé- og konceptudvikling i forbindelse med events og kampagner samt dialogmarkedsføring og løbende annoncering på print og web.