Fremadstormende app-bureau ansætter ny direktør

Peter Engholm
25@mail.dk

Shape henter adm. direktør fra webbureau til en tredobbelt opgave – herunder at styre bureauets nye kontor i Zürich.

I januar kunne Bureaubiz berette om Shape, der åbner nyt kontor i Zürich – i umiddelbar forlængelse af, at app-huset var med til at arrangere Swiss App Awards.

Nu er der så sat navn på direktøren for det nye kontor: Rasmus Nutzhorn Viemose, der kommer fra  webbureauet Contentcube, hvor han har været i fem år – de seneste tre år som adm. direktør.

De sædvanlige rosende fraser fra hhv. det ansættende bureau og den nytiltrådte har i tilfældet Shape-Viemose lidt mere substans end sædvanligt, idet parterne har gået op og ned af hinanden de seneste par år i iværksætter- og entreprenør-fællesskabet Founders House i Gothersgade i København – og således må siges at kende hinanden:

”Rasmus passer perfekt ind på vores hold. Han er et naturligt samlingspunkt, som gennem sit enorme arbejdspensum, smittende drive og store engagement i alle aspekter af sit arbejde, har opnået flotte resultater med Contentcube,” siger Nicolas Thomsen, partner og kreativ direktør i Shape.

”Shape er en virksomhed i imponerende  udvikling og jeg ser det som en logisk udvikling for dem at komme ud i verden. Det er et eventyr, som jeg er stolt af at blive en del af,” siger Rasmus Nutzhorn Viemose.

Og han får nok at se til – for det nye job er ikke begrænset til at være direktør for Shape i Zürich. Rasmus Viemose får også ansvaret for Shapes internationale kunder, både de, der befinder sig lokalt i Schweiz, og de, der har til huse i resten af Europa og USA.

”Og du får mere end dét”, som de siger i TV-Shoppen: For Rasmus Viemose får tillige også ansvaret for Shapes egne produkter.

”Vores tid fordeles på 80 pct. konsulentarbejde, og de sidste 20 pct. på vore egne projekter. 

Sidstnævnte er for at fastholde både legen og fingeren-på-pulsen. Det er apps, som vi bygger med os selv som kunde, og vores egne behov i fokus. Nu er et par af dem endt med at skabe så meget værdi, ikke kun for os selv, men også for de firmaer som hjælper med at afprøve dem, at vi gerne vil sørge for, at andre kan have glæde af dem,” siger Nicolas Thomsen.

Han tilføjer:

”At give en almindelig bureaudirektør dette ansvar ville nok være en uvant opgave, men Rasmus formår at forenkle det komplicerede, og kan hurtigt spotte forretningsområder og pinpointe potentialer – han evner at komme ind til kernen og pege på forbedringsmuligheder.”

Oven på et 2012, som Nicolas Thomsen betegner som ”meget tilfredsstillende”, har Shape ansat yderligere 2 medarbejdere, så bureauet – stiftet i efteråret 2010 – nu er oppe på 22 medarbejdere.